Sebbersundbroen igen under reparation

Onsdag, 02/12/2009 01:09

Den nødtørftige reparation sidste år bliver nu endeligt udbedret – et arbejde der varer til omkring 1. marts.
I efteråret 2008 opstod der skader på dæmningen tæt på Sebbersund broen i form af et større hul i kørebanen. Det blev konstateret at årsagen til skaderne var erodering af fjordbunden under broen og deraf underminering af konstruktionerne.
Fjordbunden under broen er beliggende ca. 2-3 m under det projekterede niveau (1983). Det indebærer, at pælene under såvel enden af dæmningerne som mellemunderstøtninger står frit i vandet. Det har medført at fyld bag broens ender mod dæmningerne har kunnet skride ud i vandet under konstruktionerne, forklarer afdelingsleder i Aalborg Kommunes Trafik og Veje, Henrik Jess Jensen.
Umiddelbart efter skaden var konstateret blev der foretaget en delvis udbedring, idet der ved begge ender af broen blev foretaget opfyldning og udstøbning af beton. Dette er sket ved at sætningspladen i broens ender blev nedbrudt, og stenmaterialet blev indbygget i et afrettet hul. Over og i stenene blev der udstøbt beton, udlagt sand og øverst blev sætningspladerne reetableret, forklarer Henrik Jess Jensen. Ved en efterfølgende dykkerinspektion er der ikke observeret nyligt indbyggede materialer fra vandsiden af dæmningerne.
Eksisterende konstruktioner
Broen, der har en samlet længde på 40 m, er etableret i 1983. Broen er udført i jernbeton som en 3 fags brokonstruktion med fundament mod dæmninger i hver ende samt to mellemunderstøtninger i form af tværvægge. 
Omfang
Entreprisen, der er overdraget til entreprenørfirmaet C. G. Jensen, omfatter alle arbejder i forbindelse med erosionssikring af broen samt mindre reparationsarbejder på dæmningens skråninger.
Arbejdet kan opsummeres således:
• Etablering af indfatninger ved enden af dæmninger og midterunderstøtninger.
• Fjordbunden ved foden af dæmning og mellemunderstøtninger sikres mod fremtidig erosion gennem udlægning af stensikring.
• Der fyldes op med sten og øverste beton (undervandsstøbning) bag  indfatninger.
• Skader på dæmningens skråninger over vandspejlet udbedres ved afgravning og udlægning af stensikring.
3-4 måneders arbejde
Arbejdet med at reparere broen er indledt for få dage siden, og der er etableret byggeplads med overnatning for personalet på den nærliggende parkeringsplads.
– Vi har i tiden siden sidste reparation gennemført en omfattende kortlægning af arbejdet, og der er sikret tilladelse fra forskellige instanser, da broarbejdet ligger i et følsomt, såkaldt habitatsområde, oplyser Henrik Jess Jensen. Han pointerer samtidig, at der af hensyn til trafikken, kun kortvarigt bliver tale om at afspærre – og i givet fald kun en enkelt vognbane, og ikke morgen og aften.
Arbejdet påregnes at vare til omkring 1. marts – alt afhængig af vind og højvande i Limfjorden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"