Selvfølgelig kan grisen flyve!

Lørdag, 21/11/2009 21:19

Uden at tænke nærmere over det, blev Thorvald Odgaard ophavsmand til titlen på den bog, som fredag udkom og som på ikke mindre end 240 sider beskriver Nibe Festivals historie gennem 25 år: »Selvfølgelig kan grisen flyve«
– Det var i året 2000, og Thorvald Odgaard kom med ét af sine mange - mange initiativer, som hovedsageligt havde til formål at udsmykke festivalen. Thorvald Odgaard berettede selv – på tomandshånd over for Nibe Avis – herom, da Nibe Festivals jubilæumsbog fredag blev præsenteret fredag:
Thorvald Odgaard: Som altid når jeg har fundet på en ny udsmykning til Nibe Festival – finder pressen og jeg hinanden. Og her spurgte min gamle ven, journalist m.m. Evan Th. Vestergaard: »Thorvald, dine nyeste grise, om end de er nok så kunstnerisk udformet, hvorfor skal de så hænge højt i Skalskovens trækroner; grise kan kan jo ikke flyve«. »Selvfølgelig kan grisen flyve«, lød svaret fra Thorvald Odgaard, og dermed var et – skulle det senere vise sig – berømt citat skabt. Måske med en provokation som baggrund – måske en undren – men i underbevidstheden har jeg hele tiden været klar over, at denne lille gris, som i 1994 blev skabt fra et kalkmaleri i Nibe Kirke – dén kan også flyve. For hvis man ikke kan forestille sig, at en gris kan flyve; så kunne man i tidligere tider heller ikke forestille sig, dét som Nibe Festival i dag har nået – og hvad det mon kan blive til? For udviklingen er langt fra slut, og en dag vil man helt sikkert kunne se grisen flyve. Sådan er det bare, understreger Thorvald Odgaard.
Tilbage til Nibe Festivals præsentation af jubilæumsbogen:
Festivalformand Michael Breuer indledte den til lejligheden indkaldte og ganske velbesøgte reception med at konstatere, at det nu er lykkedes at samle langt den overvejende del af historien om Nibe Festival, og han overlod derefter til talsmand Peter Møller Madsen at berette om processen med bogens tilblivelse:
– Denne bog er nærmest som et rejsekatalog. Man kan vælge at tage på rejse tilbage til nogle af de festivaloplevelser man har haft, eller man kan læse nærmere om de ting der gennem tiden er foregået bag kulisserne. Men ét er sikkert: Dét at »lande« en bog som denne med 240 siders historie om Den Lille Fede – dét er nærmest som at lave en hel festival, med forberedelse, forhandlinger, præsentation osv. Det har været hårdt arbejde hele vejen igennem, men vi har fået utrolig opbakning fra alle sider. Og Peter Møller Madsen takkede så alle der havde ydet bidrag til bogen – for uden den hjælp var det blevet svært at nå så langt.
Forfatter Uffe Christensen er glad for resultat, fortalte han uden omsvøb ved præsentationen. Jeg har forsøgt at komme tæt på de centrale ting i og bag festivalen, men af gode grunde kan ikke alt være med. Men det er så mit håb, at bogens indhold vil få den enkelte til at tænke på sine egne festivaloplevelser, og derfra få endnu flere festivalminder frem.
Nyvalgt byrådsmedlem og medvirkende fra festivalens start i 1985, Hans Henrik Henriksen, bragte Aalborg Kommunes hilsen og beundring for det arbejde der lægges i fortsat at udvikle Nibe Festival: â€“ Det er »godt gået«, og jeg skal hilse og sige, at Byrådet i Aalborg til stadighed er overrasket over den ildhu og det engagement, Nibe Festival lægger for dagen.
Bogen »Selvfølgelig kan grisen flyve« er udgivet med støtte fra Tuborgfondet og Aalborg Kommune. Pris 250 kr.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"