Serviceniveau er hævet på hjælpemiddeldepot

Af Peter Pedersen, Mandag, 11/04/2022 07:00

Efter en ombygning til fem mio. kr. lever hjælpemiddeldepotet i Aars op til nutidig standard

VESTHIMMERLAND: På Hjælpemiddeldepotet i Vesthimmerlands Kommune sørger man for, at de personer der visiteres til hjælpemidler får dem, og at hjælpemidlerne er i orden.

Men arbejdet med at hjælpe andre har været besværliggjort af, at Hjælpemiddeldepotet ikke har haft tidsvarende bygninger og forhold.

Det er der nu lavet om på. Ombyggede lokaler ved Hjortkjærsvej i Aars er indviet med taler og rundvisning.

- Det gamle depot levede ikke op til nutidens krav om hygiejne. Derfor har vi samlet brugt fem mio. kr. på at bygge lokalerne om. Nu er der dobbeltsluser ved ind- og udgang, og forbedrede velfærdsfaciliteter til personalet, sagde Lise Lotte Lynge, næstformand i Sundhedsudvalget i sin indvielsestale.

Hun indrømmede, at hun er positivt overrasket over, hvor lyse og rare lokalerne er blevet.

Et af de tidligere problemer var, at brugte genstande kom ind af samme dør, som de rengjorte hjælpemidler blev leveret ud fra. Det er nu løst, så indlevering og udlevering foregår to forskellige steder.

- Det er et supergodt resultat. Faciliteterne gør, at vi kan højne serviceniveauet, og vi har en arbejdsplads, vi kan være stolte af, sagde næste taler daglig leder Jack Andersen.

Hjælpemiddeldepotet huser mange kørestole og rollatorer, men der er også et utal af andre typer hjælpemidler på de mange meter hylder.

Nyt tilbud

Efter påske udvides med endnu et tilbud på Hjælpemiddeldepotet. En gang om ugen kommer der en terapeut på depotet. Han eller hun skal yde kvikservice til borgerne. Det kan for eksempel være med at få indstillet rollatoren eller andre praktiske ting.

- Alle rullestole og rollatorer indstilles individuelt, der er ingen standardløsning, forklarer Jack Andersen.

Hvis borgeren er hjemme, når depotet kommer ud med hjælpemidlerne, så kan de indstilles. Men hvis borgeren ikke er hjemme, så sættes tingene og bliver derfor ikke indstillet korrekt fra start. I de tilfælde er det nødvendigt at komme på depotet og få indstillet udstyret.

Hjælpemiddeldepotet råder over cirka 1500 kvm., hvor lifte, madrasser, senge, rullestole og rollatorer står på snorlige rækker. Det ser flot ud.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"