Sidste dag og sidste afsked med eleverne i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 23/06/2023 16:44

AARS: Smile, latter men også tårer, da Aars Skole holdt sidste skoledag.

Mange af tårerne kom fra lærerne, der skulle sige farvel til hele 9. årgang, og Marianne Thisted Henriksen havde særligt svært ved at holde tårerne tilbage, selvom hun prøvede.

Efter 44 år som først vikar, så fastansat lærer og siden 2004 skolebibliotekar var det hendes uigenkaldeligt sidste skoledag - men hun vender tilbage til Aars Skole som mormor. 

Skoleleder Søren Mølgaard kaldte hende op foran alle elever og personale, og hun fik et velfortjent bifald for hendes lange og engagerede tjeneste.

Et engagement der bl.a. har betydet, at eleverne på Aars Bibliotek kan tage en fysisk bog i hænderne og drømme sig ind i en fortælling langt væk fra de skærme, som visse steder har fået lov til at fylde for meget - men ikke på Aars Skolebibliotek.

Efter en flot takketale fik en overvældet snarlig velfortjent pensionist en buket blomster og marcherede ud sammen med de afgående elever. 

- Det er svært, at det er sidste gang. Det har været så dejligt, og jeg kommer til at savne alle de unge, fik Marianne Thisted Henriksen sagt med lidt grådkvalt stemme. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"