Sidste melding inden valget!

Søndag, 15/11/2009 21:41

LÆSERBREV af:
Allan Milton Kristensen, Thit Jensens Vej 1, Nibe
Kandidat for Socialdemokraterne til Aalborg byråd.
Kommentarer og udmelding her sidst i valgkampen:
DUS 2:
Jeg har, som andre også beskriver, konstateret til min store forundring, at man i det siddende byråd har valgt at lukke DUS 2 ordningen for de 10 – 14 årige for at spare 2,4 mio. Kan det virkelig være rigtig, at vi i Aalborg ikke vil have et tilbud til de børn/unge og deres forældre, når man jævnligt læser om børn og unge der ikke ved, hvor de skal være efter skoletid, ikke har en solid voksenkontakt og børn/unge, der kommer ud i kriminalitet på grund af kedsomhed, på grund af forkerte »venner og omgangskreds«. Der skal jo ikke være mange, vi der skal ud og anbringe, før de penge er rigeligt brugt. Hellere forebygge end helbrede!
Havnehuset i Aalborg:
Jeg synes her, at det ligner lidt en farce, at man først stopper byggeriet, og så efter lidt frem og tilbage blot alligevel dispenserer. Kan det være rigtig, at når der er lavet en lokalplan for et område, hvor der har været en fase med teknisk behandling og høringer, at den så efterfølgende tilsidesættes, bare fordi en er ”kommet til” at bygge lidt højere end, det er tilladt. Lokalplaner er vel lavet for at de skal overholdes – eller er der ikke lige ret for loven. Er denne sag resultat af manglende politisk ledelse på det tekniske område, med deraf følgende embedsmandsstyre?
3. Limfjordsforbindelse:
Jeg mener, at vi når, vi skal have en 3. limfjordsforbindelse, så skal den selvfølgelig gå vest om Aalborg - ellers vil det jo ikke være en 3. forbindelse.
Der er jo ingen, der siger, at det skal være en motorvej, der er vel også mulighed for en udvidet landevejsmodel, hvor der også vil være mulighed for at lave cykel- og gangstier til Egholm. Rent trafikteknisk vil det også være den bedste måde at få trafikken trukket væk fra midtbyen, Skalborg bakke/Hobrovej, Limfjordsbroen og vest ud gennem Nørresundby.
Med hensyn til financeringen, mener jeg, at det primært skal ske af staten, idet den jo også har financeret ringvejene omkring Odense, Århus, Herning og flere omkring København, både som motorveje og landeveje. Der vil selvfølgelig være nogle omkostninger for kommunen i forhold til planlægning og ved tilslutninger til det eksisterende trafiksystem.
Husk at gøre din indflydelse gældende og stem på tirsdag den 17. november.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"