Siel og Lilholt giver julekoncert i Farsø kirke

Lørdag, 07/11/2009 23:02

I slutningen af denne måned – nærmere bestemt 1. søndag i advent er der lagt op til en rigtig flot og hyggelig koncert i Farsø Kirke. Der bliver tale om et helt nyt koncept bestående af 2 særdeles fremtrædende nordjyske piger i dansk underholdning. Nemlig den dygtige fløjtespiller Tine Lilholt og sangerinden Tina Siel.
Pigerne har sammensat et flot repertoire, hvor publikum vil stifte bekendtskab med traditionelle og nyere julenumre. Der bliver tale om henholdsvis samspil samt enkeltstående solistnumre. Det hele går op i en højere enhed, sammensat at den dygtige pianist Knud Erik Trahne.
Sangerinden Tina Siel fra Frederikshavn udgav sin første CD i 1997, og siden da har hun turneret i hele landet såvel som i udlandet, blandt andet sammen med Kandis og Bjørn & Okay. Hun har været på koncertturneer i Caribien, Thailand, Østrig, Norge, Sverige og på Grønland. På hendes album "Lidt af mit liv" fra 2007 medvirker bl.a. brødrene Klaus og Knud Erik Thrane. Sidstnævnte har siden 2002 været Tina Siels faste pianist ved kirkekoncerter og andre musikalske arrangementer i Danmark.
Tine Lilholt var i en lang årrække med i Lars Lilholt Band. Hun stoppede med bandet i 2007 og har siden udgivet CD'en Dreamscapes, ligesom hun har kastet sig sin gamle passion for maleri. Ofte går musikken og maleriet hånd i hånd, som når hun f.eks. kombinerer en udstilling med en koncert.
Det er Farsø Handelsstandsforening, der står som arrangør af kirkekoncerten, hvor der givetvis vil blive rift om de godt 200 billetter, som sættes til salg fra næste torsdag i Sparekassen Farsø hovedafdeling i Farsø.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"