Sneen gør det svært at hente affaldet

Onsdag, 20/01/2010 10:49

- Skraldebilerne er på vejene igen, og så vidt det er muligt, henter vi affaldet efter den sædvanlige plan, oplyser affaldsmedarbejder Peter Holdt fra Rebild Kommune. 
Han fortæller, at skraldebilerne kører, hvor de overhovedet kan komme frem. Men selv om de værste snemasser er væk, er der stadig problemer en del steder. På mange villaveje ligger store snedriver i vejkanten, der gør vejen for smal til skraldebilen. Andre steder spærrer parkerede biler for fri adgang. 
- Skraldebilen kan godt slå ud med bagenden på glatte veje, så det er ikke nok, at den lige akkurat kan klemme sig ind mellem snedriver og parkerede biler. Så risikerer vi at lave buler i folks biler, og det er skraldemændene meget opmærksomme på at undgå, fortæller Peter Holdt.
To muligheder
Borgere på snedækkede veje har to muligheder for at komme af med dagrenovation og papiraffald. Man kan køre containeren ud til nærmeste vej, der er ryddet for sne, eller man kan lægge affaldet i en sort skraldesæk, som skraldemanden tager med, når det igen er muligt at hente affaldet.
Vælger man den sidste løsning, er det en god ide at stille den ekstra sæk i et udhus eller en garage indtil aftenen før, den bliver hentet. På den måde undgår man, at ræve og andre dyr ødelægger sækken for at komme ind til affaldet.
Det er selvfølgelig ikke optimalt, at dagrenovationen skal stå længere tid ved huset, før det bliver hentet. Til gengæld sørger frostgraderne for, at affaldet ikke rådner og begynder at lugte. 
Vær tålmodig
Peter Holdt appellerer til folks tålmodighed.
- Vis forståelse for skraldemændenes arbejdsvilkår i disse dage. De gør mere, end de egentlig skal og under meget svære betingelser. Hjælp også skraldemanden ved at holde adgangsvejen på din grund fri for sne og is. Med fælles indsats og tålmodighed kommer vi lettest gennem perioden med sne og is, pointerer han.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"