Sneen lukkede Vesthimmerland

Fredag, 08/01/2010 12:44

AARS: Efter flere år med forholdsvis milde vintre har sne og kulde for alvor ramt Vesthimmerland.
Både når det handler om veje og skoler lød meldingen tirsdag middag, at det er lidt kaotisk.
- Vi kan slet ikke følge med, og politiet har nu frarådet al unødig udkørsel i Vesthimmerland, siger Louise Jensen, Teknisk Forvaltning, Vesthimmerlands Kommune.
Tirsdag middag kæmpede Vesthimmerlands Kommunes Tekniske Forvaltning med alle midler for at holde vejene åbne, men det var ikke muligt.
- Vi kører kun på A-vejene, hvilket er de større veje. Det betyder, at mindre veje og villaveje ikke bliver ryddet, forklarer Louise Jensen.
Sneen lukkede ikke kun vejene i kommunen. Alle skolerne lukkede i løbet af tirsdagen og sendte eleverne hjem, det vil sige dem der var nået frem. På nogle skoler, blandt andet Østermarkskolen i Aars, blev der opretholdt undervisning til klokken 12, hvorefter alle elever blev sendt hjem.
Vesthimmerlands Gymnasium lukkede efter kort tids åbning.
Telefonomstillingen hos Vesthimmerlands Kommune var også ramt af snevejret. Kun en person passede omstillingen, og han havde meget vanskeligt ved at stille de indkomne telefonsamtaler videre, fordi mange af medarbejderne på kommunen ikke var mødt frem tirsdag morgen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"