Socialdemokraterne stemte imod køb af Arlagrund

Onsdag, 24/02/2010 10:04

LÆSERBREV: Da jeg finder det vigtigt at få oplyst offentligheden om, hvorfor vi i den socialdemokratiske gruppe ikke stemte for kommunens køb af Arla-grunden, skal jeg oplyse følgende:
Der er en række meget gode argumenter for, at kommunen burde købe grunden, bl.a. om udviklingen af Aars by, men to altoverskyggende forhold talte desværre imod. Disse er følgende:
For det første har borgmesteren ikke anvist en reel finansiering af de udgifter, der følger med købet. Købet skal finansieres ved låneoptagelse. Lånet skal forrentes og afdrages indtil det bliver indfriet. Disse omkostninger er der ikke anvist dækning for. Hvis alle andre i kommunen (sundhed, skole, teknik m.fl.) ønsker at foretage sig noget ekstraordinært, får de straks at vide, at det kan de godt, hvis de selv kan finde pengene på deres eget budget. Det ønskede borgmesteren åbenbart ikke skulle gælde i denne sag.
For det andet har borgmesteren flere gange blandet købet sammen med hans store ønske om at få opført et stort nyt rådhus på grunden. Nu siger han, at dette emne slet ikke er væsentligt. Jamen hvorfor fører han så problemstillingen frem i radioen umiddelbart før sagen skal behandles i Økonomiudvalget? Kære borgmester: Man kan altså ikke først argumentere for at etablere et gigant-rådhus på Arlagrunden og så bagefter påstå, at han slet ikke har sagt det. Det er ikke troværdigt.
Hertil kommer, at vi ikke mener, at kommunen har råd til yderligere prestigebyggeri, førend vi igen har fået råd til at hæve serviceniveauet på en række af de områder, vi for nylig skar ned.
Alt i alt må vi altså konkludere, at det er borgmesterens egen ageren i sagen, der er årsag til, at kommunen ikke købte den pågældende grund.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"