Spadestik fra 25 års Nibe Festival

Onsdag, 02/12/2009 02:01

Nibe Festival udgav for nylig et digert værk af en jubilæumsbog: »Selvfølgelig kan grisen flyve«.
På denne udgave af Nibe Avis kigger vi her i december måned nærmere på nogle indslag fra bogen. Denne gang et afsnit fra året 1993:
Blandt årets mere kuriøse nyheder var, at gæsterne for første gang kunne købe noget, der var stærkere end øl. Der blev indrettet en særlig bar, der solgte datidens store ”dille”: shots og slammers.
I efteråret blev Nibe af foreningen Musik i Nibe indstillet til Årets By, der i de år blev kåret af Morgenavisen Jyllands-Posten. Temaet var for 1994 ”en by med musik i” – og her følte Nibe sig selvskrevet. Byen endte blandt de ni byer, som i sidste ende skulle konkurrere om æren, og i den forbindelse udtalte formanden for Musik i Nibe Thorvald Odgaard til Aalborg Stiftstidende:
”Jeg synes det er flot, at vi er nået så langt i konkurrence med 82 andre kandidater. Vi er klart den mindste af finalisterne, men hvis det bliver målt efter antallet af musikudøvere, så ser det meget anderledes ud.”
David vandt ikke over Goliath: Årets By 1994 blev Skanderborg.
Byen med festivalen, som Nibe siden fik så mange positive lighedspunkter med.
Besynderligt nok, var 1993 også året, da den smukke Skalskov for første gang offentligt blev nævnt som mulige rammer for Nibe Festival.
Det skete, da Peter Møller Madsen blev bedt om at medvirke i en særlig avis, der handlede om visioner for kommunen. En række nøglepersoner i Nibe blev bedt om at skue fem år frem i tiden.
I sit bidrag placerede festivalformanden Nibe Festival i Skalskoven og glædede sig blandt andet over, at festivalen havde skabt så stort et overskud, at den dels delte 200.000 kr. ud til kulturelle formål i Nibe og dels havde sat 200.000 kr. ind på den konto, der gerne inden årtusindeskiftet skulle betyde, at Nibe fik et nyt kulturhus.
Formanden taler i sit indlæg stadig om to teltscener, om 5.000 daglige gæster, om byens markante
deltagelse i festivalen, og han spår, at Nibe Festival 1998 i Skalskoven bliver den hidtil største succes i festivalens historie.
Festivalen flyttede som bekendt op i skoven, mange af Møllers visioner gik i opfyldelse, men det skete først i 1999 – seks
år efter, at formanden havde løftet sløret for bestyrelsens â€skumle” planer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"