Specialistklinikken for Kiropraktik og Chokbølgebehandling i Støvring

Tirsdag, 16/02/2016 14:22

STØVRING: I den anledning inviteres til et spændende foredrag for alle, som er interesseret i hvordan man kan leve uden smerter og nedsat livskvalitet – uanset alder tirsdag den 23. februar.
I anledning af klinikåbningen og som baggrund for foredraget, spurgte man kiropraktoren om samhørigheden mellem kiropraktik – og chokbølgebehandling. Pedersen-Bach fortalte: - De fleste ved noget om hvad kiropraktik er, hvor man primært behandler ryggens led og nerver. Mange har sikkert på et tidspunkt selv fået kiropraktisk behandling. Derimod er der ikke ret mange som har fået den ægte chokbølgebehandling, som er meget effektiv. Nu kan vi ved at kombinere effektiv kiropraktisk behandling med dette relativt nye chokbølgefænomen oftest opnå en dobbelt effekt, specielt når det gælder ryglidelser. Hvor kiropraktisk behandling balancere nervefunktion påvirker chokbølgerne kroppens celler direkte, og deri er ”hemmeligheden” bag den kombinerede effekt. Cellernes membraner, som under sygdom lider under inaktivitet og stress, vågner op, når de mærker chokbølgerne ”feje” op ad dem, og derved genoprettes cellernes livgivende stofskifte funktioner.
- Chokbølger er meget effektive i behandlingen af smerter i kroppens led, fx skulder, albue, hofte, knæ og ankler, og af alle de nye sportsskader, som rammer både professionelle som amatører og motionister. Behandlingen formidler en gradvis genopbygning af skadet væv, og smertetilstande mildnes eller forsvinder helt. Det har også vist sig, at lænde-smerter kan afhjælpes markant med en chokbølge/kiropraktisk-kombinationsbehandling, ja endog med chokbølger alene, fortæller kiropraktor Pedersen-Bach, og han fortsætter: - Smerter i muskler og led er almindeligt i alle aldersgrupper. Det kan skyldes oftest direkte skader, men da kroppens led desværre slides ned med tiden, mindskes brusklaget og smerter opstår.
En chokbølge er en kraftig enkeltstående lydbølge, som er et kendt fysisk fænomen, og er i mange år blevet brugt medicinsk til at fragmentere og opløse nyresten uden operative indgreb, og er siden blevet brugt meget til genopbygning af svind i bevægemuskler og endog af hjertemuskler som efter blodpropper degraderes.
Verden over, er der de seneste 10 år blevet forsket meget i effekten af chokbølger i kroppen, og især har effekten på blodcirkulation vist sig at være af stor betydning.
- Vi behandler rigtigt mange med nedsat blodkredsløb til underbene, som jo ikke kun giver alvorlige bevægelsesmæssige problemer, men det kan true ens sundhed. Ved nedsat kredsløb i benene ser man ofte sår på underbenene, som ikke vil hele, eller tæerne begynder at blive mørke som et første tegn på begyndende koldbrand. Til behandling og heling af disse tilstande, har chokbølgebehandling vist sig at være særdeles effektiv. Det er her vigtigt at understrege, at man ikke har kunnet påvise nogen negativ effekt eller bivirkninger af chokbølgebehandlingen.
Man behøver ikke at være oppe i årene, for at få ledskader. Det kan ske når som helst og for hvem som helst. Man kan let komme ud for små og store uheld i dagligdagen, som vil påvirke ens livskvalitet på kortere eller længere sigt, fordi man må leve med smerter og daglig ubehag. Sportsudøvere, både professionelle og motionister, er altid meget udsatte, fordi de presser deres kroppe til det yderste for at opnå de bedste resultater. Vi behandler således mange ledskader og forstuvninger i fødderne, lår- og hofteskader, muskelskader, skulder-og armskader - og selvfølgelig mange rygskader, fortæller Pedersen-Bach.
J. Erling Pedersen-Bach blev uddannet som ”Doctor of Chiropractic” i USA i 1973, og har siden praktiseret i både Danmark og i udlandet.
Han har desuden videreuddannet sig inden for chokbølgebehandling, og har gennem de seneste 10 år gennem sin kliniske forskning og erfaring, været foregangsmand for integration af chokbølgebehandling i mange klinisk-fysiurgiske behandlingsmetoder, hvilket har ledt til yderligere videnskabelige undersøgelser inden for faget på forskellige universiteter rundt i verden.
Han er en hyppig gæsteforelæser på mange konferencer rundt om i verden, for bl.a. Storz Medical, Schweiz, som er kendt for udviklingen af chokbølger til klinisk brug og for apparaterne, som de fremstiller og som betegnes som det bedste chokbølgeudstyr, der findes på markedet.
- Som almen viden om chokbølgebehandling skal man vide, at man ikke nødvendigvis kommer af med smerterne eller kredsløbsforstyrrelser efter én behandling, det er umuligt. Kroppen kræver en vis tid til at restituere sig. Nogen mirakelkur er derfor hverken kiropraktik eller chokbølgebehandling, men som både en konservativ tidlig behandling som i kroniske tilfælde, har de vist sig at være en meget stor hjælp for tusinder af patienter.
Tommelfingerreglen er, at der generelt er behov for fem til otte behandlinger, for at komme de fleste af de problemer, som behandles med chokbølger, til livs. Dette er oftest fordi folk ikke komme når et problem opstår, men venter længe inden de søger hjælp. Ved tidlig behandling kan man oftest klare sig med færre behandlinger. Hvert tilfælde er forskelligt og kræver speciel omhu i diagnose og behandling for at opnå den bedste løsning. Ting tager tid, og tålmodighed er en værdifuld dyd, også når det drejer sig om sundhed, slutter kiropraktor Pedersen-Bach.
Hvor en kiropraktisk behandling ikke altid er så tidskrævende, tager en chokbølgebehandling mellem 20 og 30 minutter. Den er for størstedelen smertefri (nogle led-behandlinger kan mærkes, mens de behandles, men ikke bagefter) og behandlingen er uden bivirkninger.
Mange forsikringsselskaber dækker både kiropraktisk- og chokbølgebehandling. Andre kun kiropraktisk behandling.
Foredraget finder sted i Støvringhallens mødelokale i Støvring.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"