Spejderne i Nibe bygger til

Lørdag, 07/11/2009 00:31

Det Danske Spejderkorps’ Nibegruppe, som har hjemme i klubhuset lige nord for Nibe Idræts- & KulturCenter, er for tiden i færd med at udvide spejderhuset.

De seneste års tilgang af nye spejdere, har bragt Nibegruppen i pladsnød, og man forsøgte derfor at samle kræfter – også af økonomisk art – til at gennemføre en udvidelse af huset med en 35 kvm. stor tilbygning til huset. Resultatet bliver et helt nyt mulitrum på 53 kvm, som afløser et tidligere værksted på kun 18 kvm., som hidtil har været anvendt til såvel opmagasinering, til værksted og til aktiviteter.
Udvidelsen er muliggjort med et stort tilskud fra Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg, som har bidraget med 300.000 kr. af de 400.000 kr., som det samlede byggeri koster.
Byggeriet udføres af lokale professionelle firmaer, og forældregruppen bidrager med mindre opgaver.
De resterende 100.000 kr. har Nibegruppen skaffet til veje ved salg af det tidligere ledvogterhus i Binderup til Aalborg Kommune, som siden har revet huset ned for at give plads til et grønt areal.
Spejderhuset var inden tilbygningen på 123 kvm., og med de nye kvadratmerer bygget til, kommer husets areal op på 158 kvm. Samtidig med udvidelsen bliver to mindre grupperum lagt sammen til ét, og endelig er husets toiletforhold blevet moderniseret.

Spejdernes Nibegruppe har for øjeblikket 60 spejdere, fordelt på Mikro-, Mini-, Junior-, Storspejedere og seniorer (klanen).
Der holdes rejsegilde på byggeriet inden for kort tid.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"