Stærkt pigehold fra LKB vandt rækken

Torsdag, 05/11/2009 11:22

GISTRUP: De meget dygtige fodboldpiger fra 5. og 6. klasse vandt deres række i fodboldturneringen i rækken U13 under JBU og det blev gjort med en imponerende målscore på 45-18. Undervejs blev kun én kamp tabt af LKB-holdet og den sidste hjemmekamp i sæsonen mod Gudumholm blev vundet sikkert med 6-3 så pigerne fra LKB har godt og grundigt givet alle de andre hold baghjul i efterårsturneringen. Da mørket nu for alvor har sænket sig selv sidst på eftermiddagen er de talentfulde piger ganske tilfredse med at der nu skal trænes indendørs i de kommende måneder. At sæsonen sluttede så flot, som tilfældet var, skyldes blandt andet, at der har været meget hård kamp om at komme på holdet. Normalt er konkurrence godt men når det forhindrer spillere i den alder i at være med, er det lidt af en opgave for træneren og holdlederen at sætte holdet for uanset hvad, bliver der flere slemt skuffede spillere. Det positive problem var nemlig at der reelt var for mange spillere til kun ét hold men for få til to hold.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"