St. Ajstrup har fået sit eget badeland

Tirsdag, 24/11/2009 14:37

Køkken- og Hvidevarebrugsen St. Ajstrup indviede i sidste uge officielt en helt ny afdeling med nye garderobe- og bademiljøer – en naturlig udvikling, hvor den kendte »landbrugs« igen lægger sig i front inden for branchen.
Der var hele to præsentationer i spil, da Køkken- og Hvidevarebrugsen St.Ajstrup fredag officielt indviede sin helt nye udstilling med garderobe- og bademiljøer: Et nyvalgt medlem af Aalborg Byråd – og samtidig genvalgt som rådmand – og så den nævnte udstilling.
Butikschef Preben Bisgaard orienterede om baggrunden for den nye udstilling, og sagde herunder b.la.: – For godt et år siden drøftede vi muligheden for at opbygge en helt ny bad-udstilling. Vi kunne ændre lidt ad gangen, men vi kunne også tage den helt store tur. Vi valgte sidstnævnte mulighed, selv om finanskrisen lige var begyndt, og dermed var på alles læber.
Resultatet taler for sig selv – vi er oven ud tilfredse: Der er tale om Danmarks vel nok mest spændende wellness og bad udstilling; det har mange kunder allerede konstateret, og mange leverandører har gjort ligeså. 
– Vor holdning er, at når kunderne kommer til St. Ajstrup, skal de have oplevelser og se de nye trends i møbler og bordplader – indretning og nye oplevelser, sagde Preben Bisgaard, hvorefter han gav ordet til rådmand Tina French Nielsen for den officielle indvielse:
– I har her opbygget en afdeling, som afspejler den tid vi lever i. Og det er helt sikkert en god investering til at underbygge den købsoplevelse som moderne kunder ønsker i dag – og en ny afdeling som beviser, at I har fulgt med tiden her i jeres dejlige forretning, sagde rådmanden, og fortsatte:
– Skal jeg også være lidt politisk kan jeg jo sige, at Køkken-Hvidevarebrugsen er beviset på, at landdistriktspolitik kan lade sig gøre – at det slet ikke kun handler om placering, men om, at købsoplevelsen er i orden – så er kunderne også villige til at flytte sig efter det.
Jeg synes den stabilitet, begejstring og entusiasme, som I alle sammen hele tiden lægger for dagen fortjener stor ros – og nyder stor respekt i omgivelserne, lød ordene fra Tina French Nielsen, inden hun tog saksen for at foretage det officielle snoreklip der markerede indvielsen af den nye bad-afdeling.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"