Standerhejsning i LKB-Gistrup

Tirsdag, 09/02/2010 15:16

GISTRUP:  Det blev forleden til en noget anderledes standerhejsning end normalt i LKB-Gistrup for den bidende frost samt de is- og sneglatte baner gjorde, at hverken de fremmødte spillere eller trænerne var omklædte inden standerhejsningen. Aftalen var således at træningen skulle foregå indendørs i Gistrup Idrætscenter frem til den ventende suppe.
Indledningsvis bød seniorformanden Martin Bøgsted velkommen til både nye og gamle spillere og gennemgik efterfølgende kort målene med den forestående sæson. Førsteholdet i serie 3, der stadig trænes af Kenneth Westergaard, skal være med i toppen af rækken og må gerne snuppe en oprykningsplads, hvis muligheden kommer. Som følge af en strukturel ændring af JBU’s turnering har LKB fået mulighed for at få et hold med i serie 5, selvom oprykningen glippede i første omgang i november, og det hold skal trænes af Kurt Lind mens Martin Bøgsted selv vil tage sig af de glemte og oversete talenter på holdet i serie 6. Da vejret ikke i den nærmeste fremtid er til træning udendørs, vil der blive trænet så meget som muligt indendørs og ellers går turen så ofte som muligt til kunststofbanerne på AaB’s anlæg. Her skal der imidlertid være plads til alle interesserede hold i Aalborg kommune så det bliver ikke hver gang, at vi kan være der, konstaterede seniorformanden.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"