Stinna og Morten kæmpede for at holde sammen: Familien fra Aars kom ud af mange års misbrug med overskud til at hjælpe andre

Af Ture Damtoft, Fredag, 08/03/2024 17:38

Del 1: Ned i misbruget

 

AARS: Stemningen er god og afslappet i huset på Højtoften i Aars, hvor Stinna og Morten Bækgaard Sølvmose bor sammen med deres to børn, en datter på 11 og en søn 7 år.

På en af væggene i køkkenet hænger masser af billeder af børnene og deres tegninger til mor og far, og imellem dem hænger et par indrammede talemåder.

Et af dem er "at rejse sig er at leve", og både Stinna og Morten har rejst sig fra et liv med misbrug af stoffer og alkohol, som mange aldrig kommer ud af.

Stinna Sølvmose er i dag selvstændig kost og ernæringsvejleder for Herbalife, instruktør for motionshold og har butikken Shake your Lifestyle på Himmerlandsgade i Aars.

På torsdag 14. marts begynder hun også som foredragsholder med hendes egen og Mortens fortælling.

Om årene med misbrug og mistro, hvor livet næsten ramlede om ørerne for de to, som har været sammen i snart 15 år.

- Selvom det hele kan se sort ud, så skinner solen altid over skyerne. Jeg håber, jeg kan skinne igennem med et budskab om at tale sammen. Også om alt det, man tror, man er alene om. For virkeligheden er, at der altid er nogen, der kender nogen, der har et misbrug, siger Stinna Bækgaard Sølvmose.

Misbrugte andre og sig selv

Hendes eget misbrug begyndte i 16 års alderen. Hun var 12 tals pige på handelsskolen, var altid sammen med andre på kollegiet men følte sig som Palle alene i verden, beskriver hun det selv.

Byturene fredag og lørdag udviklede sig gradvist til at være fire dage om ugen, eller hun blev hjemme på kollegiet og røg hash, blev mindre social og kunne sagtens sidde og drikke sig fuld og ryge sig skæv alene.

- Jeg blev ligeglad med mig selv og andre og tænkte kun på, om jeg kunne bruge dem til at få penge og hash. Jeg misbrugte både andre og mig selv. Jeg kunne egentlig godt se det, jeg var bare ligeglad dengang, fortæller Stinna Bækgaard Sølvmose helt åbent om de fire år, hvor misbruget var værst.

Som 19 årig mødte hun Morten på en bytur i Randers, og i begyndelsen af deres forhold blev han også bare brugt.

- Han gad jo at komme med pizzaer, havde penge og var en at være sammen med, og så havde han ikke brug for at ændre mig, for det var jeg ikke klar til på det tidspunkt, siger Stinna Bækgaard Sølvmose.

Alt undtaget nål i armen

Morten var 24 år, og havde selv haft gang i et misbrug af alkohol og stoffer siden 14 års alderen.

Hvor Stinna ikke kan pege på lige det, der kastede hende ud i misbruget, kommer det meget nemt for ham.

- Min mor blev alvorligt syg da jeg var 14 - 15 år gammel, og det kunne jeg bare ikke håndtere og begyndte at lede efter noget, der kunne fjerne følelserne. Øl og stoffer fulgtes bare ad, og jeg har taget ecstasy, kokain, amfetamin, svampe, hash, skunk og røget heroin. Jeg har gjort alt undtaget at stikke en nål i armen. Jeg var på hele tiden, også for at dække for de negative følelser, fortæller Morten Bækgaard Sølvmose, der mistede sin mor som 18 årig og kort tid efter blev smidt ud af sin stedfar.

I dag er han 40, og tabet af sin mor, at blive smidt ud af sin stedfar og oplevelserne i det kriminelle miljø dengang præger ham stadigvæk.

Paraderne er oppe, og kun meget få får lov at komme ind bagved.

- Det er nok kun Stinna og mine børn, som jeg lader komme helt tæt på, og jeg vil gøre alt for dem. Vi har arbejdet rigtig meget på vores relation for at forstå os selv og hinanden bedre og har fået nogle gode redskaber, vi kan bruge. Hvis der er et eller andet træls i hverdagen, som går en på, er vi gode til at hjælpe hinanden med at huske, at relationen er vigtigere end diskussionen, siger Morten Bækgaard Sølvmose.

Stinna er helt enig, og mens de fortæller om turen ned i og senere ud af misbrug, lytter, supplerer og støtter de hinanden for at få det hele med.

Der bliver ikke skjult noget hverken for dem selv eller journalisten, og historien er både så omfattende og opløftende, at der snart kommer en kande kaffe mere på spisebordet.

Ja til barn, nej til at stoppe

Deres fortællinger om spiralen ned i misbruget er langt fra unik.

Ifølge tal fra Aarhus Universitet misbruger mellem 70.000 og 90.000 danskere illegale stoffer, og 140.000 er afhængige af alkohol. Langt de fleste er over 25 år, rigtig mange har børn.

Det var deres første barn, som fik Stinna til at sige endegyldigt stop for 12 år siden.

Forholdet til Morten gik godt, han var i arbejde, og Stinna var i lære som kontorassistent, da de i 2010 flyttede til Vegger.

Stinna var sikker på, Morten var kommet ud af sit misbrug.

- Det var vi jo blevet enige, så det var han da, siger Stinna Bækgaard Sølvmose, og Morten kigger på hende med et skævt og lidt skyldigt smil.

For selvom han elskede Stinna og sagde ja til at få et barn sammen, var han langt fra at komme ud af miljøet med stoffer.

- Det var for nemt at opsøge stofferne i Vegger, og jeg fortsatte egentlig bare. Screenede dem jeg mødte, for at se hvad jeg kunne bruge dem til. Kørte kurerkørsel med narko, begik indbrud, jeg blev fuldstændig ligeglad med andre end Stinna igen, fortæller Morten Bækgaard Sølvmose.

 

Læs 2. del lørdag.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"