Store ambitioner for Rønbjerg Feriecenter

Fredag, 05/02/2010 10:33

Strandhotellerne, der med ejer Bjarne Bøgh Jensen i spidsen overtager Rønbjerg Feriecenter, har store ambitioner for det nyeste medlem af feriecenterkæden. Den officielle overdragelse sker i dag fredag den 5. februar, og begivenheden bliver startskuddet til en udviklingsfase, som skal styrke både feriecenterets og Vesthimmerlands plads på landkortet.

Fredag den 5. februar bliver Rønbjerg Feriecenter officielt indlemmet i Strandhotellernes familie af jyske ferieresorter. Begivenheden markerer indledningen på en proces, der med tiden skal indfri det store potentiale, som både centeret og omgivelserne rummer i et turistmæssigt perspektiv. De nye ejere vil nu gennemgå bygningerne for at få et indtryk af både muligheder og mangler, mens man også vil gå i gang med at få genbesat en række af centerets mange arbejdspladser.
Driften af Rønbjerg Feriecenter vil ske ud fra samme koncept, som kendetegner Strandhotellernes øvrige centre. Det betyder, at der fortsat vil være fokus på børnefamilier, natur og masser af aktiviteter. Det himmerlandske feriecenter vil desuden opnå en række umiddelbare fordele ved at træde ind under Strandhotellernes paraply. Hertil hører blandt andet en offensiv markedsføringsstrategi, et stærkt brand og en velfungerende og velbesøgt onlineportal. En række administrative funktioner vil blive varetaget fra Strandhotellernes hovedkvarter ved Varde i Vestjylland, men Rønbjerg Feriecenters medarbejdere vil fortsat udgøre kernen i bestræbelsen på at levere et produkt af høj kvalitet.
”Med overtagelsen af Rønbjerg Feriecenter ønsker vi ikke blot at skabe en solid forretning, der kan trække både turister og arbejdspladser til lokalsamfundet, vi ønsker også at udvikle produktet og forløse det enorme potentiale, som beliggenheden berettiger til. Det vil kræve hårdt arbejde og masser af knofedt, men hverken vestjyder eller nordjyder er jo bange for at tage fat, når det gælder, siger Strandhotellernes direktør, Bjarne Bøgh Jensen, der selv stammer fra Vestjylland.
Rønbjerg Feriecenter bliver det syvende medlem af Strandhotellernes feriecenterkæde, der i forvejen tæller SeaWest Nymindegab, Hotel Fanø Badeland, Øer Maritime Ferieby, Feriecenter Kattegat, Marina Fiskenæs og Feriecenter Grønhøj Strand.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"