Store forventninger og høj sol til Kimbrerfesten i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/09/2023 09:00

KIMBRERFEST: Otte foreninger, over 100 frivillige og tusinder af gæster.

Tallene vokser endnu mere, når man tænker på, hvor meget gæsterne kan få til ganen og maven, men det allervigtigste tal, når alt engang om en uge eller to er gjort op, er overskuddet.

Det overskud som de otte foreninger fordeler mellem sig, og som giver penge til lidt ekstra til medlemmerne i løbet af året.

I 2022 blev overskuddet på 502.000 kr., så der blev en god stor portion penge til dem, og Kimbrerfestkomiteen formand forventer endnu et godt overskud - ikke mindst hjulpet af det fremragende vejr meteorologerne forhåbentlig får ret i med deres prognoser.

- Det er lidt vildt, at vi skal få så godt vejr, som det ser ud til. Det er også med til at skrue forventningerne lidt op, for vi tror, at folk virkelig får lyst til at komme ud og nyde vejret, og så er det da oplagt at komme til Kimbrerfesten, få sig en kold fadøl og være sammen med venner og bekendte. Vejret er jo ønskevejr, hvem havde lige troet, vi skulle have sommervejr til Kimbrerfesten, siger Martin Dahl.

Sammen resten af komiteen og de mange frivillige arbejder han for at gøre Kimbrerfesten til en fest, hvor alle kan komme og være med, være trygge og bare hygge sig.

Bliver ikke tørlagt

Det lykkes år efter år, og selvom der altid vil være lidt udfordringer, når så mange mennesker mødes, så siger både han selv men måske vigtigere også politiet, at Kimbrerfesten er en rolig fest.

- Vi har jo også fået at vide, vi er en rolig byfest. Der plejer ikke at være den store tumult. Det siger f.eks. dem, som er hernede med tivoli, og som er med til andre fester, hvor de ser mere tumult. Politiet siger det samme, og det er vi jo rigtig glade for. Det er helt klart med til at gøre det til en fest for alle, hvor der både kan være små børn i løbet af dagen, og masser af glade festende mennesker om aftenen, som bare kan have det sjovt. Vi har gæster fra Aalborg, Rebild, Viborg og selv helt nede fra kolding Kommune ved vi, der har været gæster. Så vi synes lidt, det er med rette, at vi kalder os Danmarks hyggeligste byfest, siger Martin Dahl.

Han påstår, at uanset hvor tørstige gæsterne er, kan de ikke tørlægge festen - med en lille tilføjelse.

- Vi har 10.000 liter øl, så der er nok til 25.000 fadøl. Vi har pallevis af breezere og 90 flasker tequila til Nordens Hawaii, så vi har masser på lager, og hvis vi skal ud og handle mere ind, så er det bare fint, men vi kommer ikke til at blive tørlagt, siger Martin Dahl, som nok ikke ville have det store imod ikke at få helt ret, for det ville bare være flere kroner i kassen og flere kroner til de otte foreninger.

- Vi kan jo håbe, der bliver solgt rigtig meget, så der bliver et rigtig flot overskud til de otte foreninger bag Kimbrerfesten. Så kan de gøre noget ekstraordinært for deres medlemmer. Men, jeg vil stadig helt ikke blive tørlagt, og vi har nået at tænke det gode vejr ind i indkøbene. Vi får forhåbentlig lidt flere gæster, som bliver lidt længere, for når det er solskin, er de nok i lidt bedre feststemning og bruger lidt flere penge, siger Martin Dahl.

Skulderklap

Ligesom flere andre i Kimbrerfestkomiteen har han taget fri fra sit arbejde resten af året, for at lave arbejdet med festen hele ugen.

Og når de kommer til lørdag og søndag, efter arbejdsdage som nemt løber op i både 12, 14 og 16 timer, er det ved at være pumperne, der køres på.

- Der ligger mange mange timer bag Kimbrerfesten fra os alle og alle de frivillige. Vi hygger os også, når vi mødes, også når det bliver et møde på fire timer, fordi der er mange ting, som skal vendes og drejes. Det er både tidskrævende og især i den her uge hårdt arbejde, men vi gør det også med en kæmpe glæde. Det fedeste er, når vi går hernede til festen, hvor vi har været med til at bygge det hele op og er ret trætte. Når vi så får en masse skulderklap, og folk siger tak og godt gået, så kan man køre på adrenalinen. Den feedback gør det til en fornøjelse, ovenpå alt det hårde arbejde. Vi starter også altid op med rundstykker og en lille dram, inden vi arbejder, og der kommer en masse og hjælper. Den ånd kan ikke beskrives, og det gør det så fedt at være med til at lave Kimbrerfesten, og det er en både forventningsfuld og stolt formand, der sammen med hele komiteen, alle de frivillige og selvfølgelig at vores gæster glæder sig et brag af en fest, siger Martin Dahl.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"