Stort fremmøde til indvielsen af naturværkstedet i Gistrup

Tirsdag, 26/01/2016 13:05

GISTRUP: Vinteren viste sig fra sin smukkeste side med høj sol og hård frost, da børnehaven ”Flik Flak” på Grenen 4 i Gistrup forleden indviede et naturværksted. Den pågældende bygning er udført af Aalborg kommunes håndværkerprojekt og projektleder Peter Christiansen herfra har brugt omkring 30 langtidsledige og flygtninge til at opføre den flotte bygning med en række sjældne detaljer. Alt i alt har bygningen med tilhørende udstyr kostet små 100.000 kroner og udførelsen af det spændende projekt er blevet mulig efter økonomisk støtte fra Friluftsrådet, Aalborg kommune og Dagtilbud Gistrup samt SuperBrugsen i Gistrup mens Gistrup samråd og Gistrup beboerforening og forældrene i børnehaven har bakket op om projektet undervejs.

 

Leder holdt indvielsestale

Indvielsestalen sørgede den pædagogiske leder Nete Rosenkilde Pleidrup form og hun roste projektleder Peter Christiansen for et godt samarbejde undervejs i forbindelse med opførelsen af bygningen på børnehavens grund. Det nye naturværksted skulle gerne blive et lærings- og oplevelsesrum, som bliver anvendt af andre institutioner, skolen, dagplejerne og andre interesserede i Gistrup. Udover at være et udeværksted er der også mulighed for at spise madpakker i tørvejr og der er endvidere mulighed for at kunne låne oplevelseskasser og et transportabelt bålsted samt en trækvogn. Den nye bygning er beliggende tæt på det lokale stisystem, som forbinder Gistrup med den fantastiske natur i og omkring Lundby krat. Der er således rig mulighed for at børn og voksne kan tage trækvognen og de spændende oplevelseskasser med ud i naturen. På lidt længere sigt bliver der arbejdet hen imod at gøre området vest for børnehaven til et nyt trivselsområde for alle i Gistrup og omegn. Ideen til det nu færdige naturværksted fik den pædagogiskeleder tilbage i 2013 i forbindelse med, at børnehaven arbejdede hen imod at blive certificeret som ”grøn børnehave” og få det grønne flag fra Friluftsrådet, der blev overrakt for et år siden i januar 2015.

Flot traktement

Efter indvielsen var der kaffe og te, men mest eftertragtet var absolut kakaoen, der blev holdt varm på det transportable bålsted. Der var også boller samt frugt til alle, så alt i alt blev det en festlig optakt til den efterfølgende weekend.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"