Strandby skole har taget første spadestik til nyt byggeri

Onsdag, 04/11/2009 14:20

Der vil blive opført en ny bygning på 400 m2 i forlængelse af den nuværende børnehave. Dermed kommer den nye landsbyordning, SFO’en og børnehaven under samme tag.

Bygningen kommer også til at indeholde et multifunktionelt rum - et nyt værkstedslokale på ca. 40 m2, som dels skal benyttes af børnehave og SFO, men som også skal fungere som nyt billedkunst- og håndarbejdslokale for skolen.

Lige for øjeblikket råder Strandby skole ikke over noget håndarbejdslokale, og billedkunstlokalet ligger i kælderen og er meget utidssvarende.
Det nye byggeri forventes at stå færdigt til maj. Det er arkitekt Jens Skadhauge fra arkitektfirmaet Krog Madsen der har tegnet tilbygningen, som bl.a. rummer en hems til hver af de to nye stuer.
Til det officielle spadestiks-arrangement i fredags, var det formand for Børne- og Skoleudvalget Jan Dyregaard og Andreas Witte Buus fra børnehaven der i fællesskab tog det første spadestik. Derefter gik børn, elever, personale, forældre og inviterede gæster til festsalen hvor først børnehaveklassen og 1. klasse underholdte med en gang stomp på murerbaljer. Derefter holdt Jan Dyregaard en tale. Endelig rundede Pia Johansen og Anne Mette Rasmussen af med en tale, hvor de bl.a. takkede forældrene for indsatsen med opsætning af den nye legeplads og vidste billeder fra arbejdsweekenderne. Omkring 50 forældre har hjulpet til med den nye legeplads, der ligger samme sted hvor den gamle legeplads lå. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"