Suldrup er på vej til at få sig et nyt vartegn

Onsdag, 11/11/2009 08:23

Suldrup er på vej til at få sig et nyt vartegn, ufrivilligt og uskønt, en 14, 5 gange 11 meter høj og bred kolos, som med lethed kunne ligge uden for byen, men i et forslag til lokalplan, der får metroen i København til at ligne et præcisionsarbejde, anbringes den midt i byen. Dertil kommer, at en ny kraftvarmemotor, sammen de to gamle, skal ligge på en afstand af  50 til 100 meter fra alm. boligbebyggelse, alt sammen ifølge kommunens egen miljøkonsekvensvurdering, som det klart fremgår af lokalplan 234 på side 11 til 13, og som det lige så klart benægtes på side 16 nederst. 
Lokalplanen henviser til ”Håndbog om Miljø og Planlægning” udgivet af Miljøstyrelsen, og konstaterer, at ifølge en generel vurdering skal en virksomhed som Suldrup Varmeværk indplaceres til miljøklasse 3-4 og derfor være mindst 50 meter fra alm. boliger. Kommunens konkrete vurdering af Suldrup Varmeværk tilsiger dog, p.g.a. en vis afskærmning mod støj og vibrationer fra kraftvarmemotorerne og ventilationsanlægget, at varmeværket af i dag anbringes i en lavere klasse. Det må være klasse 2-3, da klasse 1 omfatter kontorer og frisørforretninger. Den nye kraftvarmemotor er på størrelse med de to gamle tilsammen, og da alle tre skal bruges sammen, bliver støjniveauet fordoblet, altså til en klasse 3-4, hvorefter der skal være 50 til 100 meter til boligbebyggelse. Dette fremgår krystalklart af lokalplanen, som nødvendige regler og retningslinier, der skal følges, men herefter fuldt og helt afvises i konklusionen på side 16. Sagen overgår derfor til Statsamtet, der er kommunernes tilsynsmyndighed.
Om den 14, 5 m. høje og 11 m. brede vandtank, der skal ligge 11 meter fra vores have, hedder det i lokalplanen, at ”…den i visse perioder kan skygge for solen…og lignende”.
Er der overhovedet retfærdighed til, vil forfatteren til Lokalplan 234 kunne fremvise planen ovre på socialkontoret og straks hæve mellemste invaliderente.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"