Suldrup Seniordansere fejrede 25 års jubilæum

Tirsdag, 19/01/2016 07:53

SULDRUP: Den 14. januar 1991 startede Rosa Skriver, som noget helt nyt på ældrecentret, et hold med seniordans. Det blev hurtigt en succes, dansen gik lystigt og med fin tilslutning.
I januar 1995 måtte der findes en ny frivillig leder, da det ikke var muligt for personalet at tage sig af de friske brugere.
Lilly Thomsen havde stor lyst til jobbet og fik hjælp af en rutineret seniordanser, Oda Martens. Det var en god beslutning, Lilly Thomsen traf. Hun er stadig holdets perfekte leder, og har lagt rigtig meget energi i dansen og det sociale liv på holdet. De har været flittige til at fejre jule- og forårsafslutninger med besøg i kirker, på slotte, herregårde og guidede gåture.
Endvidere har dansegruppen gennem mange år  været med ved byfesterne i Suldrup, hvor de har deltaget i vognoptoget gennem byen. Det gjorde man så godt, at den ene præmie efter den anden rullede ind, og det var ofte pengegaver, som så kunne forsøde samværet på holdet.
Dansegruppen har deres egen fane, som de har fået af Danmarks Samfundet og dels af Oda Martens.
Jubilæet blev fejret på Ældrecentret. En dejlig eftermiddag med mange glade gensyn, opfriskning af mange sjove episoder, rungende latter, dejligt kaffebord, taler, gaver og gode sange. Flere dansere fra holdets start var med ved jubilæet, og de havde set frem til dagen med stor forventning.
Undervejs fik deltagerne ”rørt” sig ved en siddende   Totur fra Vejle og senere kom der et par fra ”Vild med Dans” forbi og gav en lille opvisning.
Der danses stadig på Himmerlandshave en gang ugentlig, og der er altid plads til flere på holdet.
 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"