Sundhedsbussen havde premiere i Nibe

Tirsdag, 03/11/2009 21:10

Aalborg Kommune har taget en helt ny Sundhedsbus i brug, for at kunne betjene borgere i hele den geografisk store kommune med oplysning og »borgerrettet sundhed«.
Indvielsen af den nye sundhedsbus var desværre præget af et gevaldigt regnvejr, men en række borgere søgte alligevel til den nye sundhedsbus og fik kontrolleret bl.a. blodsukker, BMI, kondi, puls og blodtryk. Og medarbejderne fra Aalborg Sundhedscenter var top-motiverede for at udbrede kendskabet til den nye rullende størrelse, som fremover vil bringe dem i nærkontakt med mange nye »kunder«, der fremover skal betjenes.
Rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling Thomas Kastrup-Larsen (S) foretog den officielle indvielse af  Sundhedsbussen, og han havde hele sit udvalg med:
–Denne bus skal medvirke til at løse den velfærdspolitiske udfordring, hvor vi sætter focus på borgerrettet sundhed. Her kan man få sig et alment sundhedstjek under kompetent vejledning, og Aalborg Kommune kommer på denne måde ud til alle afkroge af kommunen.
Bussen får en fast køreplan og betjener hele kommunen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"