Superstart og travlhed på Nørlunds Gæstebud

Onsdag, 19/05/2010 09:35

Nørlunds Gæstebud, der slog dørene op for omtrent fire måneder siden, har fået en forrygende start. Der har været overvældende flot opbakning til stedets forskellige arrangementer, og ordrebøgerne fremadrettet er godt fyldte.     
At overtage et anerkendt gourmetsted i en tid, hvor ordet ”krise” endnu ikke helt er udryddet, kræver sin mand.  Den mand hedder Martin Knudsen. Han slog den 9. januar 2010 dørene op til Nørlunds Gæstebud, beliggende ved det historiske Nørlund Slot mellem Haverslev og Rold. Men trods krisetiden, var der ingen betænkeligheder.
- Jeg har troet på det fra det øjeblik, at muligheden for at overtage Nørlund opstod. Jeg har været i branchen i mange år, og kunne se de unikke muligheder på stedet her. Derfor var jeg heller ikke i tvivl overhovedet. Og de første fire måneder har været fantastiske, og langt oversteget vores forventninger, hvilket ikke mindst skyldes en enestående opbakning fra lokalområdet.  
- Vi havde eksempelvis totalt udsolgt til søndagsbrunch hele februar og marts og måtte desværre skuffe en del, fordi alt var optaget.  
- Hertil kommer en række succesfulde arrangementer, som eksempelvis vores kokketopmøde, hvor nogle af landets bedste kokke mødtes og præsenterede gæsterne for en enestående kulinarisk totaloplevelse med tilhørende udvalgte vine. Den aften havde vi også fuldt hus i restauranten, fortæller Martin Knudsen, der tillige glæder sig over, at der er booket godt op med selskaber i det forestående
forår og sommer:
- Ja, ordrebogen er godt fyldt. Det gælder både selskaber i Riddersalen på slottet, teltet i slotshaven og restauranten i forpagterboligen.     
Udover selskaber står den også på en række kommende arrangementer, hvor alle er velkomne – blandt andet i pinsedagene.
- Forårets råvarer er fyldt med smag. Derfor sparker vi en ny tradition i gang og inviterer til en overdådig pinsefrokost søndag i pinsen. Vi regner igen med godt fyldt, så det vil være en nødvendighed at reservere bord, fastslår Martin, der overordnet set glæder sig over den fantastiske start:
- Ja, jeg er en glad mand. Rammerne her er jo ene-stående, og vores madmæssige udgangspunkt er årstidernes skiftende udbud af råvarer, og derfor også det danske og nordiske køkken. Det værdsætter kunderne, hvilket man jo også kan se på nationalt og internationalt plan, slutter Martin med reference til at den københavnske restaurant NOMA for nylig blev kåret til intet mindre end verdens bedste.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"