Syv debutanter til Nibe Festival

Mandag, 14/03/2016 08:09

Dubioza Kolektiv
Berygtede for deres liveshows har bosniske Dubioza Kolektiv, siden debuten i 2004, væltet scener i hele verden. Dubioza Kolektiv blander bosnisk folkemusik med rap, reggae og hiphop i en eksplosiv cocktail, der med Almin Hasanbegović i front har sat nye standarder for østligt folkemusik i over ti år. Udover at være et af verdens vildeste livebands, så er Dubioza Kolektiv også et politisk aktivt orkester, hvor sangene ofte kan høres som et politisk opråb til handling. Dubioza Kolektiv debuterer på Nibe Festival 2016.
 
Jonah Blacksmith
Nibe er andet end hiphop og rap, og Jonah Blacksmith ligger i en fuldstændig anden boldgade. Man aner folkemusikken, som vor bedstefar kendte den, men tilsætter et moderne twist, som i flere år har taget anmeldere og publikum landet over med storm. GAFFA skrev senest om bandets koncert på Tønder Festival: »Der var godt pakket på P4 Scenen sent lørdag aften, og dem, der havde fundet vej indenfor, kom til at være vidne til et lille stykke Tønder-historie. Jeg er fuldt overbevist om, at Jonah Blacksmiths koncert vil blive talt om i mange år fremover på Tønder, når snakken går på store musikalske oplevelser«.
 
Marvelous Mosell
Da Marvelous Mosell dukkede op i 2014 var det med en über-cool, tilbagelænet og humoristisk stil, som lynhurtigt satte dagsordenen for dansk rap. Mosell med det borgerlige navn Morten Sell har fyldt sale landet over, og numre som ”Den bedste danser” og ”Kælenavne og Komplimenter” har sat disse på det totale kogepunkt.
 
Mund De Carlo
En anden ordsmed, som ikke ser sig for fin til at bryde og bøje det danske sprog, er Mund De Carlo. Han har i flere år været en del af den store undergrunds-scene, hvor han blandt andet har domineret MC Fight Night. Det er dog først de senere år, at Mund De Carlo er dukket op til overfladen – og dette med stor succes. Carlos Demsitz og hans crew vil omdanne Nibe til ét stort svedende rap-orgie. Kender du i øvrigt hittet ”Frisk Fiks” med sangerinden Annelise, som Mund de Carlo jo er feat. på? Selvfølgelig er Annelise med Mund de Carlo på Nibe.
 
MellemFingaMuzik
Er du til S!vas, Gilli og lyden af den hårdkogte gangsterrap, så må MellemFingaMuzik være et must-see på dit program for Nibe. MellemFingaMuzik udspringer af kollektivet bag føromtalte artister og er derfor en etableret del af den fremadstormende danske hiphop. Gruppens største ørehængere »A.P. Møller« og »Cocaina« har en anden Nibe-artist, Gilli, på vokalen – så måske der venter sig en overraskelse, når MellemFingaMuzik tænder for hiphop-bålet til sommer.
 
Hasan Shah
Hasah Shah blander hip hop og pop, som tilsammen bliver et sommerfyldt mix, hvor hans unikke stemme sendes afsted som varme solstråler. Er Hasan endnu ikke helt brudt igennem lydmuren, så sker det uden tvivl i 2016, hvor han varmer op for Rasmus Seebach på en total udsolgt turné landet over. Hasan Shah har med sine rødder i hiphoppen også blandet sig i undergrundsmiljøet om genren, hvor blandt andet hans samarbejde med Gilli på »Tyveri« er blevet et monsterhit.
 
Ude Af Kontrol
De tre medlemmer i Ude Af Kontrol, Balken, Munken og Englando spiller efter eget udsagn ”melbourne house tramp”. Nibe Festival kalder det bare fandens fed hiphop. Tempoet er skruet helt i vejret på numre som »Skru Op« og »3xK«, som har domineret i hiphoppens dybe undergrund og sat gang i nærmest rave-lignende tilstande landet over.
 
Nibe Festival værner om vækstlaget
– Uden vækstlaget i dansk musik, så var der ingenting. Ingen talenter, ingen nye lyde og anderledes måder at tænke musik på. Derfor værner Nibe Festival om vækstlaget i dansk musik, og dagens offentliggørelse er et eksempel herpå. 7 debutanter, spredt udover genrer og udtryk, men alle med det tilfælles, at de alle på det nærmeste endnu er en del af undergrundsscenen. Nibe Festival er en eksponent for disse artister, og programmet blander år efter år etablerede stjerner med morgendagens dugfriske kunstnere, siger festivalleder Peter Møller Madsen til Nibe Avis!
 
Udsolgt af partout- og onsdagsbilletter
Allerede i sidste uge solgte Nibe Festival den sidste partout-billet. Det er endnu muligt at købe 3-dagsbilletter (torsdag-lørdag), samt dagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag. Dagsbilletterne til onsdag, som bl.a. byder på Volbeat og canadiske Walk Off The Earth er for længst udsolgt.  
 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"