Torvedag i Nibe på gammeldaws manér

Tirsdag, 14/07/2009 16:25

På lørdag bliver Torvet i Nibe igen omdannet til en sand markedsplads. Det sker i forbindelse med Nibe Handelsforenings initiativ til at afholde Gammeldaws Torvedag. For ottende år i træk står Nibe bag et sådant arrangement. Der er i år op stillet 25 boder på torvet – boder med alskens varer bliver opstillet, og de handlende kan måske tinge om prisen med de nysgerrige og købelystne besøgende.
Ud over de mange boder med varer, er der også en lang række aktiviteter som kørsel med hestevogn rundt i byen, pandekagebod, smagsprøver på Snapselaugets specialiteter, salg af friske grøntsager fra kolonihaven eller et besøg Tupperwareboden og se de nye modeller eller få gode råd.
Sildegiggen går rundt med friske fiske røgvarer på Torvet.
Nibe Bryghus og restaurant Bryggen vil være tilstede med mulighed for smagsprøver og køb, og man kan møde perlemageren og strikkeklubben.
Vær med til at kåre det bedste udklædte barn anno 1909.
Under Torvedagen, der som et gennemgående tema er »Nibe anno 1090«, vil arrangøren Nibe Handelsforening kåre det bedst udklædte barn, ud fra netop året 1909. Så det gælder om at finde oldefars eller oldemors gamle rekvisitter eller noget tilsvarende og møde op og tilmelde sig på Torvet lørdag. Der er 2 præmier à 500 kr. på spil, fortæller Willy Kær, som forestår koordineringen af arrangementet for Nibe Handelsforening.
Willy Kær fortæller videre: – For de barnlige sjæle er der hoppeborge, vippedyr og klappevenlige får og lam.
Alle udstillere er udklædt i tidens stil, og de er med til at gøre et festligt indslag i gadebilledet.
Fra Torvecafeen serveres grillet svinekam med tilbehør, hvem kan sige nej tak til det?
Det hele krydres med musik og underholdning på Torvet leveret af Nibe Harmonikaklub og Nibe Håndværkersangforening.
Nibe Museum holder i anledningen af Torvedag åbent i sin sommerudstilling.
Torvedagen er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed, som udvikler sig år for år, ikke mindst til glæde for de mange turister, der besøger Nibe.
Nibe Avis, 14. juli 2009
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"