Trætte dagplejebørn efter fornøjelig fest

Tirsdag, 18/05/2010 14:45

STORVORDE: Det gik ikke stille af, da dagplejerne fra Storvorde-området markerede den efterhånden traditionelle dag, der en gang om året - i maj måned - er netop deres dag.
Og sådan er det over det ganske land.
Der var meldt regn på forhånd og det var der taget hensyn til i påklædningen. Men på vanlig vis, var barnevognene udsmykket med balloner og bøgegrene m.m. Og da regnen holdt sig borte, mens børnene og deres ”anden mor” gik i optog gennem byen, var det hele ikke så ringe endda. Det var faktisk festligt og fornøjeligt.

Forklædt ”politi-mand”
Lignende optog har gennem årene haft tradition for, at der har været politiassistance til at hjælpe med i trafikken.
Denne gang måtte man ”nøjes” med et multi-dyr. Nogle mente, det var en bamse, andre en kæmpemus. Og nogle var en anelse skeptisk overfor den, på grund af højden. Men hvor om alting er, så kunne multi-dyret det der med at regulere trafikken, så ruten blev gennemført i sikkerhed. Den var nu også lagt sådan, at det meste foregik på stier og mindre veje.
Der var mødt 30 dagplejemødre og mere end 100 små børn. Turen gik fra kirke pladsen og mod børnehaven og videre mod center området. Børnene blev fra start forsynet med boller fra Storvorde Bageri.

Frem med tandbørsten

Og det var en af de ”slemme” dage. Fra centrets handlende vankede der nemlig godter i form af bananer og flødeboller m.m. På Storvorde Plejecenter var der is og sang på programmet. Så der blev vist brug for en ekstra gang børsten tænder. Og de gode forældre for svært ved at skælde ud. De havde nemlig bagt kage til kaffen og saften.
Dette blev indtaget i Båndbyhallen, hvor turen sluttede og hvor børnene kunne lege resten af dagen. Det var nogle trætte børn, der senere blev hentet hjem af deres forældre.
Talsmænd for dagplejerne gav udtryk for, at de er meget glade for den flotte opbakning, der ydes af forretningslivet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"