Udblik, ny viden og bredere perspektiv inde fra Haverslev Kirke

Af Ture Damtoft, Fredag, 20/10/2023 11:49

HAVERSLEV: Det er umuligt at vide alt, men i Haverslev og Aarestrup gør de et forsøg på i det mindste at vide noget og lade så mange som muligt få del i den viden.
I snart 10 år har Haverslev og Aarestrup kirker holdt Midthimmerlands Kirkehøjskole, og rækken af seks foredrag er blevet så populær, at der hurtigt bliver venteliste for at kunne deltage.
Ideen opstod hos organist Anette Kjær, der også har læst idéhistorie, og hun sammensætter programmet, så det spænder vidt med viden på et højt niveau formidlet til os almindelige dødelige.
- Udblik er temaet, og jeg vil gerne, at foredragene giver det udblik. Vi bruger meget tid på at kigge indad, og det er udmærket i en vis grad. Men hvis vi virkelig skal flytte noget, skal vi se ud over vores egen horisont for at få øje på andre, få øje på historiske forhold og få udvidet vores perspektiv. Man kan blive helt forpustet over alt det, der er at vide om kunst, kultur, videnskab og historie. Det er en lille bitte flig, vi kan få med de formiddage med foredrag, men vi kan få et lille indblik i en verden, vi ellers ikke ville få kendskab til. Jeg bruger lang tid på at tilrettelægge programmet og vælge eksperter og forskere, som er gode til at formidle deres viden. Alting i den her verden er spændende, man skal bare kradse en lille smule i overfladen, så vælter det ud med fortællinger og viden, og vores foredragsholdere har en dyb viden om hver deres felt, siger Anette Kjær.

Næsten glemte kvinder
Emnerne i 2024 sæsonen, der begynder i februar, kræver ikke megen fantasi eller association for at kunne tillægges en relevans til den verden, vi befinder os i lige nu, hvor antallet af diagnoser for psykisk sygdom aldrig har været højere, og hvor afstanden mellem verdens politiske poler sjældent har syntes tydeligere.
Om det er ligestilling i Danmark og Europa eller Iran og de arabiske lande kan kampen for den spores mange år tilbage, og i sit foredrag om ukendte kvindelige grundtvigianere giver Lone Kølle Martinsen, seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet, eksempler på de kvinder, der kæmpede for rettigheder, men som historien næsten glemte.
Selvom Verden står i flammer, har vi alle et håb, som Kresten Lundsgaard-Leth, der er ph.d. i filosofi og højskolelærer, fortæller om med foredraget ”Hvad er håb? – en filosofisk undersøgelse”, hvor han bl.a. med afsæt i Søren Kierkegaards eksistensfilosofi vil give eksempler på, hvordan håbet spiller en stor rolle i ethvert menneskeliv.
Og skulle vi risikere at overdrive vores egen betydning, kan vi blive mindet om, hvor små vi er, når astrofysiker og museumsinspektør ved Science Museerne, Aarhus Universitet, Ole Eggers Bjælde fortæller om ”En lille planet i et uendeligt univers – på opdagelse i rummet over os”.

Lille verden store problemer
Der er altid fuldt hus til hvert foredrag og som oftest en pænt lang venteliste.
En tydelig indikation på, at nysgerrigheden og villigheden til at lære og måske ændre meninger lever, selv i tider hvor tonen i den offentlige debat ofte er uforsonlig og argumenterne bliver fyret af fra et ekko-kammer eller en dyb skyttegrav.
Lidt mere viden og lidt mere åbenhed overfor andre synspunkter end ens eget kan måske få os ud af de kamre og op af de grave.
- Det spændende og vigtige i foredragene er at åbne døre ind til en masse forskellige emner, som vi måske hver især ikke ellers var kommet i nærkontakt med. Det er nysgerrigheden på ny viden, og det skal være dannende, så når vi går ud af døren, er vi et andet sted, end da vi kom ind. Det kan være fint nok med underholdning, men vi skal tage med, at når vi ser på verden på en anden måde, åbner vi op for en samtale. Hvis ens verden bliver for lille, bliver de små problemer for store, og vi skal lave noget, som flytter noget i os. Det giver en større rummelighed, fordi vi får blik for nogle større sammenhænge, som vi måske ikke før har haft blik for. Jeg tror, det var Astrid Lindgren, som sagde, at der er så meget viden, at det er som at stå ved Niagara vandfaldet og prøve at fange al den viden i en kop. Med kirkehøjskolen prøver vi at fylde nogle kopper, siger Anette Kjær.
Der er i alt seks foredrag på programmet til Midthimmerlands Kirkehøjskole og billetsalget begynder tirsdag 31. oktober.
- Der plejer at være udsolgt, 5-10 minutter efter billetsalget åbner, siger Anette Kjær.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"