Udvidelse, ombygning og modernisering

Tirsdag, 18/05/2010 15:13

KLARUP: Klarup Grill har som bekendt midlertidig måtte flytte fra Klarupvej 52 ved Super Best til Klarupvej 45, Klarup Kro for at give plads til en større ombygning, udvidelse og modernisering af Super Best.
Grillen forventes at vende hjem til Super Best igen midt i august måned.
I mellemtiden undergår Super Best så stor en forandring, at det vel reelt bliver tale om en næsten helt ny butik på adressen.
Den 1. august er den nye del af forretningen klar til at blive taget i brug, så midt i august vil der stå en ny bygning på arealet og alt skulle så gerne være klar til indvielse omkring den 1. oktober, hvor vi gerne skulle stå med noget af det sidst nye og mest moderne butiksapparat i det her land, fortæller købmand Jan Sørensen.
Hidtil er alt gået efter tidsplanen bortset fra, at vi var uheldige i forbindelse med udgravningen af kælderen til det nye at støde på en vandboring, der skabte en mindre forsinkelse, som vi er ved at have indhentet, så allerede om 14 dage står det nye hus der, fortsætter Jan Sørensen.

Udvidelsen
Der bygges i stueetagen 576 m2 hvoraf små 100m2 anvendes til Grillen og små 400 m2 i kælderen, der bliver rent lager rum.
Det samlede salgsareal bliver herefter ca. 1300 m2.
Det øgede salgsareal betyder mere og bedre plads til samtlige varer grupper, der kommer selvfølgelig også nogle få nye tiltag, vi har fået en aftale i stand med Lego, og et område med amerikaner varer, der allerede længe har været den store trend i København, og som så småt er ved at vinde indpas i Århus, beretter Jan Sørensen.
Den større plads er med til at skabe en mere rationel butik for alle.
Der bliver således lidt mere plads på alle hylder og lidt mere plads på lageret, hvilket betyder, at vi kan have flere varer hjemme og derfor sjældent vil stå i den situation, at vi må melde udsolgt eller udgået for varer, hvilket er til stor irritation for både kunderne, men bestemt også os, fortsætter købmanden.

Ombygningen

Ombygningen omfatter udover udvidelsen, at hele facaden ud mod Klarupvej flyttes udad for at skabe en ensartet facade.
Den ældste del af bygningen forsynes samtidig med et nyt tag, hvilket muliggør en ens lofthøjde i hele butikken.
Om 14 dage sammenbygges den ny og den gamle afdeling.
Herefter forestår alt det indvendige ventilation, lys, varme, stikkontakter, maling og en helt speciel gulvbelægning, men det er altså nu alle tingene skal gøres rigtig over det hele, konkluderer Jan Sørensen.    

Modernisering
Forretningen vil undergå en omfattende modernisering, hvor al belysningen og alt inventar fra køl og frost til reoler udskiftes, samtidig med at der skiftes til et helt nyt og moderne fryseanlæg.
Alt sammen bliver tilpasset, så vi får et lækkert lys og speciel lys, de steder der er behov for dette.
Samtidig er der overalt taget hensyn til de energimæssige og CO2 besparende, fortsætter Jan Sørensen.  

Klarup Grill
I enden af den nye tilbygning får Klarup Grill sin nye placering stort set på samme plads, som den har haft indtil nu, men blot med meget mere plads.
Grillen får med sine næsten 100 m2 næsten dobbelt så megen plads, samtidig med at der bliver mulighed for flere fælles faciliteter med slagter- og delikatesseafdelingen.
Der bliver samtidig indgang for enden af bygningen gennem et vindfang magen til det eksisterende indgangsparti til forretningen, men i butikkens åbningstid bliver der ligeledes adgang herfra.
Grillen vil stadig blive drevet af Kaj, Luise og Anne Jørgensen, slutter købmand Jan Sørensen Super Best Klarup.
Jan Sørensen når dog lige til sidst at informere om, at det hele udføres af lokale håndværkere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"