Valgkamp, visioner og økonomi

Torsdag, 29/10/2009 21:53

LÆSERBREV
Af: Jesper Have, Skomagertorvet 4, 1. th., 9240 Nibe
Byråds- og regionsrådskandidat for Det Konservative Folkeparti
Valgkampen er over os – og alle kandidater er klar med gyldne løfter og store visioner. Jeg vil så tillade mig den helt kedelige og lav-praktiske tilgang og påpege, at Aalborg byråd igen i år budgetterer med at tage penge op af kommunekassen – og i 2009 kan der konstateres store merforbrug og dermed større kassetræk.
Kommunens økonomi minder meget om vores private økonomi – man kan godt tage penge ud af banken et enkelt år for at renovere køkkenet eller skifte taget, men hvis man hvert år bruger flere penge, end man tjener, så går det galt før eller siden. Hvis borgerne i Aalborg Kommune skal sikres en god service, hvor der ikke konstant skal diskuteres nedskæringer, fyringer og lukninger af institutioner, så skal der én gang for alle findes et serviceniveau, som kommune har råd til.
Vi skal, som udgangspunkt, have budgetter, hvor der er balance mellem udgifter og indtægter med plads til uforudsete udgifter. Kommunen skal vende fokus på de basale opgaver, som en kommune skal løse; en kommune skal tage sig børn, unge, ældre og handicappede samt sikre gode infrastrukturelle forhold for borgerne.
En kommune skal ikke drive Tivoli – en kommune skal drive skoler og plejehjem. Det lyder måske kedeligt? Men jeg vil hermed give ét valgløfte – budgetter med større udgifter end indtægter vil på lidt længere sigt føre til massive nedskæringer også på de områder, som er kommunens kerneopgaver.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"