Veloplagt statsminister mødte 250 i Skalcentret

Torsdag, 10/06/2010 07:21

Det var en ganske veloplagt statsminister Lars Løkke Rasmussen, der onsdag aften mødte op i Skalcentret Nibe Erhvervspark, i Skalhuse. Dagens møde med dels lokale erhvervsledere i spørgepanel og et ca. 250 talligt publikum var afslutningen på 3 dages rundtur i Danmark, hvor statsministeren dels havde som mål at forklare baggrunden for sin »Danske Drøm«, og dels måtte stå for skud i forhold til den politiske sparepakke, som regeringen og Dansk Folkeparti for nylig havde forhandlet på plads. 
Lars Løkke Rasmussen undlod ikke, gentagne gange at understrege, at den danske velfærdsmodel ikke kan tages for givet, og at foretagsomheden og antallet af jobs i den private sektor er forudsætningen for, også at kunne drive en offentlig sektor, der fremover ikke mindst vil blive belastet af et støt stigende antal ældre, der skal forsørges af et lige så faldende antal yngre medborgere.
– Det vil sige, at fundamentet under den danske velfærdsstat bliver stadigt mere skrøbeligt, og det må vi klart forholde os til – i tide, sagde statsministeren, som svar på flere at de spørgsmål, som på dette tidspunkt af mødet, end ikke var blevet stillet endnu.
– Økonomisk udfordres vi endvidere af en super-hurtig udvikling, vi ikke tidligere har skullet konkurrere med, bl.a. Kina, Sydkorea, Singapore m.fl.
Lars Løkke Rasmussen understregede, at regeringen gennem en række indgreb havde forsøgt at være forudseende i målet med at afhjælpe en række af krisens virkninger for det danske samfund, men at disse indgreb havde kostet penge, og denne regning skal nu betales – jo før jo bedre. Denne politik havde statsministeren stillet sig i spidsen for, og det høster man som bekendt ikke altid ros for, sagde han på mødet i Nibe.
Fra det sammensatte spørgepanel af lokale erhvervsledere spurgte direktør Per Henriksen, Sander Plast, hvorvidt målet med kommunalreformen med en mindre offentlig sektor er nået, eller om der fortsat ligger et »spare potentiale« deri. Lars Løkke Rasmussen svarede her, at vi må konstatere, at den offentlige sektor aldrig har været større, og at den kun er en smule mindre end den private. Men en egentlig »slankning« kunne han ikke tro på – derimod skal denne sektor ikke vokse – altså nulvækst. Men det forhindrer os jo ikke i at glæde os over, at der er flere hænder til pleje af f.eks. syge og ældre, og også på andre områder hvor regeringen har lovet bedre forhold for borgerne, har det kostet flere offentligt ansatte. Det skal vi ikke nødvendigvis begræde, for det er jo en del af den danske velfærdsmodel, sagde statsministeren. 
På et spørgsmål om, hvorfor det skulle tage adskillige uger i 2009 at få etableret den såkaldte renoveringspulje, og at byggesektoren derfor gik totalt i stå gennem efteråret 2009, fik tømrermester Henrik Staun, Lund & Staun A/S det svar, at sådanne ordningen jo tager tid at etablere, men statsministeren erkendte, at der i sådanne situationer, også er »plads til forbedring«.
Direktør Morten Sandvej, MS Engineering, mente at regeringen burde gøre mere for at sikre multinationale virksomheders skattebetaling i Danmark. Lars Løkke Rasmussen understregede, at dette skam allerede sker, men at det måske halter med kontrollen af, at reglerne i denne sammenhæng bliver kontrolleret. Målet er sat, men der skal gøres mere, understregede han.
Direktør Gert Kristensen, GK Energi, mente at etablering af vindmøller til lands bør fremmes, frem for vindmølleparker til vands. De er langt billigere at etablere, understregede han. Statsministeren vil hellere tale om vedvarende energi under ét, men vi må også sande, at det planlægningsmæssigt er gradvist sværere at finde egnede områder til vindmøller til lands, da de bliver stadigt større, og der er regler at iagttage. Derfor efterlader det oftest, at placering til havs er eneste løsning i praksis.
Publikum fik som afslutning på spørgetiden lejlighed til at stille spørgsmål, og her kom mangfoldige emner til debat: Vindmøller i landsbyerne, udvikling i yderkant områder, landbrugets bidrag til sekroren der forarbejder landbrugsvarer, overførselsindkomster, efterløn, multimedieskat m.m.
Jan Gregersen, formand for Dansk Metal i Aalborg mente det ikke er retfærdigt, når mange jobsøgende hindres i at blive opkvalificeret i deres uddannelse. Lars Løkke Rasmussen replicerede hertil, at det jo bredt set handler om, at der er blevet beskåret nogle muligheder, for at tilgodese den generelle økonomiske stramning.
Omkring et kommende valg til Folketinget, berørte Lars Løkke Rasmussen dette i forskellige sammenhænge. Men han mente nu, at »der er meget længe til næste valg«, og »jeg er endnu ikke begyndt at tænke over det«.
Sandheden er her nok, at statsministeren er fuldt klar over, at han under besøget i Nibe, sidder i én af de værste politiske storme, han i sin tid som politiker har oplevet, og at der skal arbejdes virkeligt hårdt for at argumentere den fremlagte spareplan hjem, samtidig med at et folketingsvalg dag-for-dag rykker nærmere.
At dømme på publikums reaktion med klapsalver, havde man i vid udtrækning fået de svar man enten forventede at kunne få, eller man syntes godt om de tilbagemeldinger, mødet havde givet fra landets statsminister.
Det er så vidt vides, første gang en regerende statsminister har besøgt Nibe, og samme Lars Løkke Rasmussen drog efter mødet videre til et to-dages møde i Skagen, for at mødes med repræsentanter for det færøske og det grønlandske hjemmestyre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"