Verdenskendt jazzorkester kommer til Støvring

Onsdag, 07/04/2010 08:26

STØVRING: Det er lykkedes ”Jazz i Støvring” at skaffe det verdensberømte orkester: ”Doc Houlind Revival all Stars 2009”  til at give klubbens næste koncert i Støvring.
Dette orkester har stået på scener over det meste af Europa, orkesteret spiller regelmæssigt ved festivalerne i Tjekkiet, på Brügge festivalen i Belgien, i Norge, Sverige og de danske festivaler. I 2009 optrådte Doc Houlind Revival all Stars 2009 ved French Quarter Festivalen i New Orleans og gav i den forbindelse 3 koncerter i den berømte Preservation Hall og nu bliver det Stubhusets scene i Støvring der skal give plads til dette orkester.
 Orkesteret består af yngre og ældre jazzmusikere med en fælles interesse for den tidlige improvisatoriske musik, New Orleans jazzen, som den f.eks. blev præsenteret af de største amerikanske orkestre, der var med til at skabe revival jazz perioden, der udgjorde jazzboomet i 60’erne og 70’erne i Europa. Her tænkes på Kid Ory’s og meget Louis Armstrongs Bands, hvor der inspireres til mere solistiske præstationer og så især George Lewis orkestre med fantastisk ensemblespil i form af rytmisk tailgate basunspil flettet sammen med klarinetspring fra højden til dybden rundt om melodisk dynamisk trompetspil. Endelig har orkesteret fundet idealformationen til sådant samspil.
Doc Houlind som i mange år var trommeslager hos Papa Bue skiftede i 2004 fra trommerne til trompet i forsøget på at skabe et orkester efter ovenstående idealer, og hvor alle i orkesteret uden undtagelse har samme indstilling og musikalske opfattelse, og som kunne skabe New Orleans jazzmusik i unik høj klasse. Dette projekt er lykkedes over alt forventning. Klubberne og festivalerne virker begejstrede og orkesteret har musikalsk glød i øjnene. Bandet har fået ry for at mestre ovenstående perfekt, hvor Kristian Barfod (Kardinalerne) ”rykker” på basunen og Jesper Capion Larsen´s (Houlind/Liller band) klarinet toner får nakkehårene til at rejse sig, når de boltrer sig omkring den komprimerede melodiøse energi på trompeten, men alt dette kunne ikke lykkes uden den kompakt swingende rytmegruppe, der roligt mere og mere intenst i løbet af numrene når rigtig klimax. Flot og swingende tilgang har rytmegruppen desuden fået med miss ”Sweet Purnell” i form af Lis Krøyers (tidligere visesangerinde) nydelige kvindelige skikkelse sammen med Holden Fogh (Finny´s Jazzmen) på bassen og Ebbe K. Hansen (Savoy) på banjostrengene og Thomas Christensens´ (Papa Bue) dynamiske spil ved trommerne.
Gå ikke glip af denne forrygende koncert.
Koncerten afslutter samtidig forårssæsonen i jazzklubben.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"