Vesthimmerland har bremset op for omkostningerne

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 20/12/2023 11:01

AARS: Selv om der har været udfordringer i Vesthimmerland i 2023, så har kommunen mod på nye og spændende opgaver i det kommende år, og ifølge borgmester Per Bach Laursen (V) bliver der en del for byrådet at tage stilling til.

- Jeg glæder mig over, at vi har et byråd som er indstillet på at medvirke til gode løsninger, sagde Per Bach Laursen mandag, da han gjorde status over, hvad der er sket i årets løb, og hvad han lægger op til skal ske i 2024.
Budgettet for 2023 er jo "kørt igennem" på baggrund af strukturdrøftelser og strukturelle reguleringer. Alle fagudvalg har inden budgetforhandlingerne for 2024 arbejdet med strukturen i kommunens tilbud. Økonomisk kunne det ikke blive ved. Der skulle bremses op for omkostninger. Derfor bad vi samtlige udvalg om at se på, hvor der kunne spares.

- Vi har mærket det på skoleområdet, hvor vi kommer til at mangle 565 børn til undervisning i perioden fra 2018 til 2028, desuden på plejeområdet, som var belastet af tomgangshusleje til ældreboliger og plejeboliger fordi der var pladser som ikke var besat. Det har medført store besparelser, og vi har nu gjort samme øvelse i samtlige udvalg, siger borgmesteren.
Der er blevet lukket tre skoler i henholdsvis Ullits, Ranum og V. Hornum. LBOerne bevares, og der lukkes ingen plejecentre. I stedet tages 17 plejehjemspladser midlertidigt ud af drift i henholdsvis Farsø og Aalestrup.

Otte mio. kr. sparet
Øvelsen har givet en besparelse på næsten otte mio. kr. alene på sundhedsudvalgets område.
Et forslag om reducering af kommunens administrationsbygninger har været et stort debatemne i 2023. Drøftelserne fortsætter i 2024, for Vesthimmerlands Kommune har ifølge Per Bach Laursen for mange kvadratmeter bygninger i brug decentralt.
Hertil kommer, at der i nær fremtid er opgaver der forsvinder fra kommunerne. Bl. a. bliver Jobcenter-funktionen reduceret, og det frigør plads i rådhuset i Aars.
Borgmesteren nævner, at der på byggesagsområdet er mange lokalplaner som ligger og venter, men at kommunen ikke har tilstrækkeligt med medarbejdere til at behandle dem, som situationen er lige nu.

- Jeg frygter for, at vi kommer til at drive kommune med et mindre selvstyre i fremtiden. Der tales om robotter i forvaltningen, men jeg har nu den opfattelse, at det har værdi, at vi har en bygning hvor borgerne kan møde kommunale medarbejdere. Fremover er vi nødsaget til at stille spørgsmålet om, hvem det er der forvalter, siger Per Bach Laursen.

Strukturanalysen for kommunens administration skal indgå i den kommende budgetproces for 2025.
Med budget 2024 vil Vesthimmerlands Kommune prioritere kernevelfærd, anlægsinvesteringer og økonomisk robusthed frem til 2027.

Gratis bus til børn
For at være på forkant, vil kommunen tilbyde alle børn under 16 år i kommunen en forsøgsordning med gratis buskørsel. Det er et tiltag for at bevare de mindre lokalsamfund, men også et forsøg på at opdrage børn til at tage bussen i stedet for at forældrene skal køre dem.

- Der er en smule bæredygtig i ordningen, som vel omfatter ca. 3.500 børn. Jeg håber, at det bliver en succes, og at andre kommuner følger efter, siger Per Bach Laursen.

Omkring grøn energi og bæredygtighed, så har byrådet prioriteret fem VE-projekter ud af 12 indsendte forslag, som dem der skal arbejdes videre med. Heref er der to energiøer i henholdsvis Holme og Nørrekær Enge, som prioriteres først, af hensyn til produktion og mulighed for energilagring. Netop den grønne omstilling giver kommunen noget at arbejde med i det kommende år, hvor der bliver mange møder for byrådet omkring grøn omstilling.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"