Vesthimmerlands Handicappris gik til Michael Dreier

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 12/12/2023 15:07

VESTHIMMERLAND: Tirsdag modtog Michael Dreier, Ranum Handicapprisen 2023 fra Vesthimmerlands Kommune.

Prisen på 5000 kroner blev overrakt af formand og næstformand i Handicaprådet, Ella Holm Hansen og byrådsmedlem Morten Mejdahl.

- Det er en af de gode dage, fordi det er så positivt. Det er super godt at Vesthimmerland er med til at påskønne indsatsen for vores handicappede. Tillykke til dig Michael, jeg håber du og andre vil fortsætte med indsatsen for dem, som virkelig har brug for den, sagde Ella Holm Hansen.

- Handicapprisen sætter fokus på de mennesker, som hjælper dem med et handicap til at nærme sig lige vilkår så meget som muligt, så de kan være med i samfundslivet, sagde Morten Mejdahl.

Michael Dreier har især hjulpet med BV2 Band og på Globen i Aalestrup, hvor han kom ind som frivillig nærmest ved et tilfælde.

- Jeg kendte en, som spillede tromme for dem, og han kunne pludselig ikke. Så jeg kom til og var med til Handicap Grand Prix i Odense for to år siden. Det skulle kun have været en gang, men ham med trommen brækkede foden, og så kom jeg med til koncerter og festivaller, og jeg har hængt på lige siden. Jeg er superglad for prisen. Jeg hygger mig rigtig meget med bandet, og jeg fortsætter helt sikkert, sagde Michael Dreier, der engang imellem har taget fri fra sit arbejde med IT på Flyvestation Karup for at kunne være sammen med BV2 bandet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"