Vintertøj fra Aars til soldater i Ukraine: Velgørende julehygge i Aars Kirkecenter lørdag

Af Ture Damtoft, Onsdag, 14/12/2022 09:00

AARS: Det er koldt både i Danmark og i Ukraine.

I Aars og Vesthimmerland er der heldigvis strøm i stik-kontakten og varme i radiatoren.

Det er der ikke nødvendigvis i Ukraine, og da slet ikke for mange af soldaterne.

Derfor arrangerer en gruppe Ukrainere bosat i Vesthimmerland på lørdag 17. december en indsamling i Aars Kirkecenter. Det sker i samarbejde med sognepræst Lone Dolmer.

Det bliver en dag med god dansk mad, spil og leg for børn og voksne, og koncert med den ukrainske gruppe Salabanta.

Alle pengene går til at købe vintertøj til den ukrainske hær i Donetsk regionen.

- Mange ukrainere, som bor her i Vesthimmerland, har familie i det område.

Brødre og fætre som er i den ukrainske hær, og som skal have varme jakker, støvler, vanter og huer i vinterkulden, siger Dulce Santos, der siden krigens udbrud har været med til at arrangere indsamlinger, salg af t-shirts og koncerter til fordel for Ukraine, bl. a. koncerten i anlægget i Aars i foråret.

Den ukrainske version af julemanden, St. Nikolai, kommer og deler gaver ud til børnene, der også kan få ansigtet malet.

I tombolaen kan man vinde en bilvask eller en hårklipning, og arrangørerne håber via aktiviteterne at kunne skaffe 20.000 kr. til køb af vintertøjet.

- Der er mange ukrainske flygtninge, som er kommet til Danmark, og de vil gerne i kontakt med danskere og andre.

Derfor er alle inviteret til julehyggen. Samtidig kan vi hjælpe mange, der har familie i den ukrainske hær og fejre julen sammen med dem.

Der kommer også nogle ukrainske overraskelser, og vi håber Aars Kirkecenter bliver fyldt med glade mennesker, siger Oksana Petroke, der er med til at arrangere julehyggen.

Der er allerede 100 tilmeldte. Fristen for tilmelding slutter fredag morgen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"