1846 børn vil samle skrald i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Onsdag, 03/04/2024 07:00

VESTHIMMERLAND: Foråret står på spring, men inden alle de flotte friske farver kommer, er det lige tiden til at komme ud i naturen med en affaldssæk og hjælpe dem, som ikke helt har forstået, at man ikke smider skrald i skoven eller langs vejene.

- Det er nu, lige inden naturen for alvor vågner, at vi kan finde dåser, cigaretskodder, plastik og andet skrald, som ligger og flyder, og det er især langs hovedvejene. Her i april, inden alle buske og træer får blade og vegetationen begynder at gro, kan vi få øje på det. Og inden vejvæsenet begynder at slå i vejkanterne, eller inden landmændene tager det første slet græs og slår det i småstykker, siger Jakob Kortegaard, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Vesthimmerland.

Der er lagt op til den helt store forårsrengøring, når børn og voksne i hele landet rykker ud med affaldssække og gribetænger for at samle skrald ved DNs affaldsindsamling fra 8. til 14. april.

186.000 børn fra skoler og dagtilbud er tilmeldt, af dem 1846 i Vesthimmerland, og oveni kommer forældre, foreninger og virksomheder.

Når deltagerne har været ude at samle skrald, bliver de bedt om at melde tilbage, hvor mange kilo de har samlet. Sidste år blev det til 100 ton i løbet af affaldsugen.

Fokus på snus
Som noget nyt bliver de i år også bedt om at angive, om de er stødt på snus og nikotinposer, og hvor mange de finder.

I de seneste år har Danmarks Naturfredningsforening fået flere og flere meldinger om, at det nogle steder flyder med nikotinposer og snus. Derfor har foreningen valgt at benytte affaldsindsamlingen i år til at kortlægge problemet.

- Mange kan sikkert genkende oplevelsen af, at når man først er blevet opmærksom på de små hvide poser mellem brostenene eller på stien, ja så ser man dem nærmest overalt.

Vi er spændte på, hvor udbredt problemet egentlig er. For selv om en nikotinpose ikke er særlig stor, så kan den virkelig gøre skade, hvis et dyr kommer til at spise den. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at blive klogere på omfanget, og at der kommer fokus på det, siger Charlotte Juul, projektleder for affaldsindsamlingen.

Skaden på dyrene, hvis de spiser en nikotinpose, er sjældent livstruende, men man rådes til at kontakte dyrlægen.

Barberbladsskarpe
Langt værre kan det gå, hvis en aluminiumsdåse er blevet slået i stykker på en mark, og en ko får et stykke op sammen med græsset.

- Der er hvert år køer, der kommer til skade, fordi de træder i dåser, eller får skåret deres spiserør eller mave op, fordi de spiser et lille stykke af en dåse, som er smadret i stykker.

De stykker er nærmest barberbladsskarpe og kan give voldsomme blødninger, der ender med, at koen må aflives, siger Jakob Kortegaard.

Han har været medlem af naturfredningsforeningen i snart 20 år og har ikke set de store forbedringer i, hvor godt der bliver taget vare på naturen.

- På sin vis blev det værre, da aluminiumdåser blev populære, men der er da heldigvis pant på de fleste. Grænsehandelsdåser uden pant ser vi mange af, og Slots pilsner dåser kan vi samle en sæk af på ingen tid ved Viborgvej eller Hovedvej 13, siger Jakob Kortegaard, der dog også ser ret store lyspunkter.

- Langt de fleste er jo gode til at bruge de skraldespande og faciliteter, der er til for at holde naturen pæn og ren.

Det er mest, hvis måske unge har haft en fornøjelig aften, at de så har glemt, hvem der har lovet at rydde op, når de har fået et par rammer pilsner eller Sommersby, siger Jakob Kortegaard.

Han vil prøve at finde tiden ved siden at sit deltidslandbrug til at deltage i løbet af ugen, og så er han ellers god til at samle skrald op i løbet af året, når han er ude at nyde naturen.

- Det er en god ting lige at huske at tage en plastikpose med, så kan man jo hjælpe dem, der har glemt at passe på naturen, siger Jakob Kortegaard, der anbefaler en tur til Louns lige nu.

- Der er ualmindelig smukt på halvøen lige nu, og foråret kommer lige om lidt på de himmerlandske heder. Det bliver et blomsterhav. Omkring Aars vil jeg foreslå området omkring Halkær Ådal eller ved Borremose Fæstningen, men det er svært at vælge, for der er så mange dejlige naturoplevelser i Vesthimmerland, siger Jakob Kortegaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"