220 til klovneløb i Aars Lystanlæg

Af Torsten Hansen, Onsdag, 17/05/2023 07:00

Det samlede økonomiske resultat kendes endnu ikke

AARS: De røde næser stod i front, da Klovneløbet i Aars blev sat i gang lørdag formiddag i Aars Lystanlæg.

På forhånd var 211 tilmeldt, men interessen for at deltage fortsatte helt frem til løbets start.

Det endelige antal løbende klovne blev 220. Det var dog kun et fåtal der var udklædt, men mange havde den udleverede røde næse på ved startsnoren.

Arrangør Michelle Nødskou, Aalestrup, var stolt og lykkelig over den store interesse.

Hun havde taget initiativet til løbet for at skaffe penge til Danske Hospitalsklovne, og det gik rigtig fint.

- Vi havde sponsorer bag løbet. Der var også virksomheder der deltog med at sælge is og meget andet. Alle indtægterne går ubeskåret til hospitalsklovnene, fastslår Michelle Nødskou.

Alene indtægten for de 220 deltagere løber op i 15.000 kr. Dertil kommer indtægten for 1853 gennemførte omgange. Her kommer sponsorerne ind.

Michelle Nødskou kender ikke det endelige resultat endnu, fordi flere betalinger går direkte til Danske Hospitalsklovne, men hun er lykkelig over, at alt er gået som det skulle.

Det er første, men bestemt ikke sidste gang, Michelle Nødskou arrangerer klovneløb.

- Jeg er klar igen næste år, forsikrer hun.

Det eneste, der ikke forløb helt som ønsket var, at der skulle have været en hospitalsklovn til at løbe med. Men klovnen måtte desværre melde sig syg.

Mor-far-barn

Det første klovneløb i Aars var et rigtigt mor-far-børn løb. En stor del af deltagerne var forældre med små børn. Mange valgte at løbe rundt på banen, der strakte sig halvvejen rundt i Aars Lystanlæg. Men de fleste tog det roligt og gik rundt. Alle skulle for hver omgang trykke på en tæller, så det samlede antal omgange kunne sammenregnes. Det blev som nævnt til 1853.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"