Aars får endelig sin gågade

Af Ture Damtoft, Mandag, 01/04/2024 06:00

AARS: Det har været foreslået og diskuteret flere gange, og nu får Aars endelig sin gågade i centrum at byen.

Himmerlandsgade kommer til at se helt anderledes ud, når planerne realiseres.

Alle brosten, fliser og beplantning bliver skiftet ud, og hele projektet er budgetteret til 31 millioner kroner.

Når alle godkendelser er på plads forventes arbejdet at tage et par år, og Aars vil have den mest indbydende gågade i Danmark.

Belægningen skal være norsk marmor og de eksisterende træer bliver skiftet ud med palmer i forventning om højere temperaturer.

- Vi glæder os i Aars Handel. Omlægningen er helt naturlig efter den flotte transformation af Kimbrertorvet, og Aars for et flot eksklusivt udtryk, der helt sikkert vil tiltrække mange besøgende og være et eksempel for andre byer i, hvordan man kan styrke handelslivet, siger handelschef Jesper Nielsen.

Inspirationen er hentet fra Monaco, hvor marmor længe har været standard for fotovene.

Medlemmer af Aars Handel har sammen med alle medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget været på studietur i den lille stat ved Middelhavet i februar måned og blev så imponerede, at de blev overbevist om, at marmor ville pynte i Aars.

Dog den norske marmor med et lyserødt strejf og for at spare på transportomkostningerne.

Teknik- og Miljøudvalget har punktet på dagsordenen til deres næste møde, men allerede inden er der flertal for etableringen af gågaden, og finansieringen er også på plads.

- Med hensyn til finansieringen har vi et mindre forbrug på vores anlægsbudget på 33 millioner kroner. Jeg forventer, at vi på næste møde vedtager at overføre de 31 millioner kroner til det spændende projekt med gågaden i Aars. Det var en fantastisk studietur til Monaco, hvor vi også nåede forbi casinoet, der måske også kunne inspirere til et nyt projekt i Vesthimmerland. Helst i Aars, hvor vi jo skal have samlet så meget som muligt af kommunens aktiviteter, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Allan Ritter (C).

Han forventer, at arbejdet kan begynde 1. april 2025.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"