Aars Golfklub kan godt betale - men må ikke for pengeinstitut

Onsdag, 17/10/2018 08:48

Byrådsflertal besluttede at forny aftale om gældsafvikling

AARS: Aars Golfklubs ønske om at få fornyet deres aftale om gældsafvikling til Vesthimmerlands Kommune blev på torsdagens byrådsmøde en debat om principper, samarbejdspartnere og forundring over golfklubbens situation.
Aars Golfklub har tidligere skrevet under på, at de skal betale 100.000 kr. årligt, for at afdrage gælden på samlet tre mio.kr. Men golfklubben ønsker at få beløbet sat ned til 66.000 kr. de første 20 år, og betale et større beløb de sidste 10 år. Det har byrådet tidligere afvist. Men golfklubben har genfremsat deres anmodning, og i den forbindelse har der været et møde mellem golfklubben, borgmesteren, viceborgmesteren og Jutlander Bank, der er kreditor i klubben.
- Jeg indrømmer, at det er mig der har vendt rundt på en tallerken, og nu taler for, at vi godkender anmodningen, forklarede borgmester Per Bach Laursen (V).
- Under vores møde stod det klart, at det ikke var et spørgsmål om, hvad klubben vil og kan. Det er et spørgsmål om, hvad Jutlander Bank vil, og de giver ikke klubben lov til at betale 100.000 kr., uddybede Per Bach Laursen.
Den forklaring skabte undren hos flere af byrådsmedlemmerne, fordi det også på andre måder blev nævnt, at Aars Golfklub faktisk godt ville betale pengene, men ikke kunne få lov af pengeinstituttet.
- For mig er det et spørgsmål om principper. Vi kan risikere at andre klubber fremkommer med lignende ønsker, hvis vi godkender anmodningen fra Aars Golfklub, sagde Palle Jensen, der havde bedt om at få sagen i Byrådet, netop fordi det handler om principper.
Flere andre støttede hans tanker.
- Det undre mig at høre, at klubben godt kan betale men ikke må. Jeg synes, at hvis de kan, så skal de betale, sagde Kirsten Moesgaard (Vesthimmerlandslisten).
- Banken siger, det er os der bestemmer, forklarede Per Bach Laursen.
Han blev bakket op af Svend Jørgensen (C).
- Golfklubben har  500 til 600 medlemmer. Jeg ved, at de gerne vil betale, men det må de ikke for kreditorerne. Klubben er blevet gidsel mellem kommunen og pengeinstituttet, supplerede Svend Jørgensen.
- Jeg er valgt af borgerne til at forvalte kommunens penge. Jeg er skuffet over banken i denne sag, sagde Palle Jensen.
Han blev bakket op af andre i begge sider af salen, der ligefrem mente, at kommunen i fremtiden skulle overveje hvilke samarbejdspartnere de skal vælge, når de skal forhandle om, hvilket pengeinstitut der skal forvalte kommunens økonomi.
- Hvis de gerne vil betale, så forstår jeg ikke, at de ikke begyndte allerede i 2005, kom det tørt fra Morten Mejdahl (V).
Debatten var så følelsesladet, at mange hele tiden trykkede sig ind. Til sidst bedte borgmesteren om at få korte bemærkninger, og efter cirka en times debat blev spørgsmålet sat til afstemning. Her stemte 16 for, at golfklubben kunne få ændret deres gældsafvikling. 8 var imod, det var hovedsagelig den "røde" del af byrådssalen og Kirsten Moesgaard. Morten Mejdahl valgte at undlade at stemme.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"