Aars herrer slog Mors-Thy; tredje uafgjort for damerne

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 15/11/2022 12:24

HÅNDBOLD

2. division herrer

Mors-Thy Håndbold - Aars HK

33 - 35

 

Med en sejr på udebane kom Aars Håndboldklubs 2. divisions herrehold over nedrykningsstregen i puljen.

To sejre og fire nederlag er der blevet til i en indtil videre svær sæson for Aars mandskabet.

I kampen mod Mors-Thy var det især angrebet, som fyrede på alle cylindre, og de 35 mål, der blev sat ind, er otte flere end det højeste antal Aars HK har scoret i de fem andre kampe.

- Vi får en perfekt start deroppe, hvor vi fik hul på modstanderne. I andre kampe er vi kommet bagud. Mod Mors-Thy førte vi faktisk med 14 - 8, men så fik vi en periode, hvor vi havde svært ved at omsætte chancerne til mål. Det kostede heldigvis ikke i kampen mod Mors-Thy. Vi arbejder hårdt på at mindske de perioder, hvor vi ikke scorer i 10-12 minutter. Det har kostet os i andre kampe. Det var dejligt at vinde, nu skal vi have to point mere på fredag, siger træner Sune Sørensen optimistisk.

I næste kamp på fredag møder Aars herrerne nemlig topholdet fra Stoholm på udebane.

 

2. division damer

Nøvling IF-Aars HK

19-19

 

Aars Håndboldklubs damer fik et enkelt point med hjem fra Nøvling i lørdagens kamp i 2. division.

Det er tredje uafgjorte kamp for Aars-damerne, og med en enkelt sejr har holdet nu fem point.

Som altid i uafgjorte kampe er det de sidste marginaler, der mangler for at hive en sejr hjem.

De fem point giver Aars Håndboldklub en placering lige over nedrykningstregen, men hvis marginalerne falder ud til holdets fordel, kan den grimme streg forhåbentlig glemmes snart.

Næste kamp er på søndag på udebane mod Hornslet IF.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"