Aars ser stærke ud i Serie 1

Af Ture Damtoft, Onsdag, 03/05/2023 10:17

FODBOLD Serie1 herrer
Aars IK - Løgstør IF
1 - 0 (1 - 0)

Det ser rigtig godt ud for Aars Idrætsklub efter en tæt, hård og god kamp mod hjemme på Sondrup Park mod Løgstør.
Træner Kristian Skriver beskrev kampen som den tætteste hidtil, og Aars mandskabet var da også godt presset men holdt fast defensivt gennem hele kampen.
Matchvinder blev Maxwell Katompwa, der fik en dyb bold fra Kasper Hyldal i det 18. minut. Der var stadig en del arbejde at gøre, men Maxwell tog en solo-tur, rundede et par Løgstør spillere og scorede et klassemål fra en spids vinkel.
Det var hans fjerde mål for Aars, og dermed halvdelen af holdets mål i seks kampe.
Men selvom det endnu ikke er blevet til en storsejr, og selvom marginalerne har været med Aars, så ser de stærke ud med fem sejre af seks mulige, med 16 point og med fem point mere end KVIK/Aalestrup på 2. pladsen i puljen.
For tidligt at tale oprykning javist, men selv ellers så besindige Kristian Skriver nærmest storroste holdet - og Løgstør - efter sæsonens nok hidtil mest spændende kamp, som de pænt mange tilskuere og tilhængere fra begge byer kunne nyde.
- Jeg har kun roser at dele ud efter fredagens kamp. Vi spillede med den rette intensitet og nerve, og havde tempo både defensivt og offensivt. Vi stod igen vanvittigt solidt i de bagerste geledder, og de er godt hjulpet af resten af holdet, som arbejder stenhamrende hårdt, og som alle sætter holdet over individuel succes. Vores offensive individualister får også lov til at søge egen succes med detaljer, assists og scoringer, som selvfølgelig også hjælper holdet, og fredag var det Maxwell, der var mest iøjnefaldende, siger Kristian Skriver.
Næste kamp for Aars er ude mod Højslev Station IF torsdag.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"