Afsat minister: Hårdt at være tilbage på Christiansborg

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 28/11/2023 11:18

VESTHIMMERLAND: For første gang efter at være blevet fyret som minister var Marie Bjerre tirsdag tilbage på Christiansborg.

- Det var hårdt, og jeg havde jo heller ikke set det komme. Folk er så medfølende, og det er lidt hårdt at være tilbage i dag. Jeg skal til gruppemøde lige om lidt, og det bliver lidt specielt. Jeg gruer også lidt for at skulle ned i salen i eftermiddag for at stemme, men jeg er nødt til at tage det her med oprejst pande og komme videre uden bitterhed eller sure miner, siger Marie Bjerre. 

Om tiden - de 343 dage - som minister er hendes vigtigste pointe, at det var et kæmpe privilegium, og hun gerne ville have fortsat arbejdet høstet nogle af de frugter fra de frø, som blev sået i forbindelse med arbejdet på det digitale område.

- Der er en AI forordning i EU, som falder på plads om få uger, og vi havde lige fået penge til strategi på området på finansloven. Jeg fik sat så mange ting i søen, men de kommer godt videre hos Mia, siger Marie Bjerre og roser sin efterfølger på posten.

Selv skal hun finde nye opgaver, og hun forventer at have en afklaring torsdag.

- Jeg har gjort mig nogle tanker men har sagt til gruppeledelsen, at jeg er åben for det, de kan bruge mig til. Jeg håber, det falder på plads onsdag eller torsdag, og jeg vil arbejde for at løfte Venstre uanset hvilke opgaver, jeg får, siger Marie Bjerre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"