
ALDI i Aars lukker senest torsdag 2. marts - halvandet år efter ombygning og genåbning med stor fanfare.
ALDI i Aars lukker om tre uger
Af Ture Damtoft, Torsdag, 09/02/2023 11:44
AARS: Om tre uger lukker ALDI i Aars for sidste gang.
Det melder den tyske sudpermarkedskæde ud i dag torsdag 9. februar.
I en pressemeddelelse oplyser ALDI, at butikken i Aars er en af fire, som lukker.
"ALDI forfølger alternative muligheder uden for dagligvarebranchen for afhændelse af fire butikker, som indgik i forhandlingerne. Disse butikker ventes lukket indenfor de kommende fire uger, og 56 medarbejdere skal finde sig et nyt job uden for ALDI", står der i meddelelsen fra ALDI.
Mulighederne for at finde en lejer af lokalerne i bliver først afsøgt nu.
- Kræfterne har været fokuseret på de 16 butikker, som er blevet solgt, og hvor kontrakterne blev underskrevet sent i går. Fra vores side har der ikke været fokus på at finde muligheder udenfor dagligvarebranchen for butikken i Aars, men jeg ved ikke, om der er kommet henvendelser på butikken, siger Louise Wendelbo, kommunikationschef for ALDI i Danmark.
Aars Avis har tidligere talt med nogle af de ansatte i butikken i Aars, og alle pånær en havde allerede fundet alternativt arbejde i dagligvarebranchen men ikke i Aars.
Ophørsudsalget i Aars begynder fredag 24. februar, og afhængigt af salget lukker butikken torsdag 2. marts.
Distributionscentret i Haverslev er blevet overtaget af REMA1000. En overtagelse der afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.
Ordet er dit