Ammoniakudslip i Aars udløste storalarm: Læs om hele forløbet og efterspil her

Af Ture Damtoft, Onsdag, 10/04/2024 07:00

AARS: Det helt store beredskab blev sat igang klokken 05.22 mandag morgen, da Nordjyllands Beredskab fik en melding om et ammoniakudslip på Danpo fabrikken ved Løgstørvej i Aars.

De første beredskabsbiler ankom få minutter senere, og efter yderligere et kvarter var der flere brandbiler, adskillige ambulancer, politibiler og en lægehelikopter som var ved at lande.

14 personer blev kørt til hospitalet, de fem med ambulance og andre ni med minibus med læge.

10 blev udskrevet samme eftermiddag og de sidste fire tirsdag morgen.

Indsatsleder Casper Weisberg, Beredskab Nordjylland siger, at der øjeblikkeligt blev oprettet en sikkerhedszone på 300 meter og op til 900 meter i vindretningen.

- Det er helt standard ved et udslip af giftige kemikalier. I den indledende fase skulle vi danne os et overblik og slå fast, hvor stort et udslip det drejede sig om. Ret hurtigt fandt vi ud af, at udslippet begrænsede sig til et rør på taget af en bygning, og der ikke slap mere ammoniak ud. Derfor kunne vi i samråd med kemikalieberedskabsvagten i København indenfor den første time konstatere, at udslippet var under kontrol og afblæse storalarmen, siger Casper Weisberg.

Personalet agerede godt

De første tegn på, at noget var galt, opstod i produktionshallen omkring klokken 05.10, hvor medarbejdere først kunne lugte ammoniakken og flere hurtigt fik det dårligt.

Sikkerhedsrepræsentanterne i Danpo fulgte procedurerne i virksomheden og slog alarm, stoppede produktionen og iværksatte evakuering, inden der 12 minutter senere blev ringet 112.

Hele fabrikkens personale, inklusive de få tilstedeværende i administrationslokalerne, blev evakueret på få minutter, og de medarbejdere, som havde indåndet ammoniakdampe, blev tilset indtil ambulancerne ankom.

Fabrikschef Peter Svanekjær blev kontaktet umiddelbart efter, der var blevet ringet 112, og i bilen på vej mod fabrikken havde han nogenlunde ro i maven.

- Vi har nogle faste sikkerhedsprocedurer, som jeg fik at vide var blevet fulgt, og at det ikke skulle være alvorligt. Da jeg kom frem lidt før klokken seks virkede alle rolige og fattede. Det var dejligt at se, at personalet agerede så godt. Det hele har været suverænt håndteret både fra deres og beredskabets side, siger Peter Svanekjær.

Hullet i det utætte rør blev hurtigt lappet og skal senere skiftes ud.

360 graders eftersyn

Lidt efter klokken syv blev sikkerhedszonen, der var blevet indskrænket til 50 meter, ophævet og medarbejderne kunne igen gå på arbejde.

Produktionen i detailafdelingen blev genoptaget ved otte-tiden og i opskæringsdelen en times tid senere.

De 14 medarbejdere, et tal bekræftet af Peter Svanekjær af flere omgange, og altså ikke 16 som skrevet i flere medier, var blevet kørt til Aalborg Syd, og sent på eftermiddagen mandag var fabrikschefen af sted for at køre de fleste hjem.

Tirsdag formiddag var alle udskrevet.

- De har det godt efter omstændighederne. De fire, som fik en overnatning på hospitalet, har noget kriller, for det skal lige have lov at rense ud af systemet, men ifølge lægerne har de det fint.

Jeg snakkede med dem allesammen mandag, og der sagde de, at de havde det fint.

Den første af de 14 mødte på arbejde i går, men der kan være nogen af dem, som har hovedpine, og har brug for en ekstra dag eller to, siger Peter Svanekjær.

Efter udslippet iværksætter Danpo nu et 360 graders eftersyn af hændelsesforløbet for sammen med medarbejdere og Nordjyllands Beredskab at afdække, om noget kunne være gjort bedre eller skal ændres i sikkerhedsprocedurerne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"