Ansøgningsfrist ændres alligevel

Af Ture Damtoft, Mandag, 15/04/2019 08:37

Efter det seneste nedbrud i Tast-selv har Landbrugsstyrelsen besluttet at forlænge ansøgningsfristen for arealstøtte til fredag efter påske.

Styrelsen kom ellers med en tilsyneladende sikker melding onsdag i sidste uge, hvor det blev slået fast, at fristen ikke blev ændret, men en IT-fejl hos Statens IT natten mellem torsdag, 11. april og fredag, 12. april betød, at det ikke var muligt at arbejde i Tast-selv service i et længere tidsrum.

- Så lang en lukning, så sent i perioden gør, at vi har besluttet at udskyde ansøgningsfristen. Det er en svær beslutning, fordi det samtidig kommer til at betyde, at flere andre frister vil blive påvirket, men vi gør vores bedste for at minimere de effekter, det kan have for sagsbehandlingen, siger Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen.

I denne uges Vort Landboblad og Aars Avis står der, at fristen ikke forlænges, fordi Landbrugsstyrelsen kommunikerede forlængelsen af fristen efter vores deadline.

Sådan er de nye frister

26. april - Frist for rettidig indsendelse af fællesskema og skemaet Gødningskvote og Efterafgrøder

21. maj - Frist for forsinket indsendelse af fællesskema

21. maj - Frist for ændring af fællesskema.

21. maj - Frist for indsendelse af ændringer til markblokke. Send dog senest 6. maj, hvis du vil være sikker på at få rettet din markblok senest 21. maj.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"