Byråd i kamp mod borgerne

Af Torsten Hansen, Onsdag, 16/01/2019 08:14

Håndbold som borgerinddragelsesarrangement i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Byrådet i Vesthimmerlands Kommune ønsker mere borgerinddragelse, og nu er udvalget med det fine navn Paragraf 17, stk. 4 udvalget, der står for borgerinddragelsen, klar med det første rigtige arrangement.

Byrådsmedlemmer stiller op til kamp mod borgerne på håndboldbanen i Vester Hornum Hallen lørdag, 26. januar.

- Det er 12-13 medlemmer af byrådet, to fra direktionen og vores presseansvarlige, der har lovet at stille op. Vi forventer at danne to hold, og håber at borgere vil danne andre hold, så vi kan lave to puljer, siger Anders Kjær Kristensen (A), som står bag ideen.

For at gøre det let for alle foregår kampen i det nye spil five-a-side, hvor der spilles med en blød bold og uden tacklinger.

Der bliver mest tale om hyggehåndbold, men hvem vil ikke gerne slå en byrådspolitiker i en direkte kamp?

Ideen opstod, da det nye byråd mødtes til første seminar.

- Snakken gik, og vi talte om, at vi skulle spille håndbold. Nu holder jeg politikerne op på det. Når vi normalt møder borgerne, er det i vores partifarver til messer lignende. Her vil vi prøve at snakke og hygge uden at tænke på partifarven, siger Anders Kjær Kristensen.

Byrådsmedlemmerne har aftalt at møde op i ens trøjer, men hvilken farve de får, vil Anders Kjær Kristensen endnu ikke røbe. Han indrømmer dog, at der er mulighed for, at alle politikerne ender med at blive røde i hovederne, når kræfterne er ved at være brugt op.

Håndboldkampene arrangeres sammen med ”Bevæg dig for livet”, som er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI, DHF og Dansk Arbejder Idrætsforbund. Det er også derfra det nye spil five-a-side kommer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"