Cimbrerhøjen i Aars er tæt på realisering - indsamling rammer 10 mio. kroner

Af Ture Damtoft, Onsdag, 08/05/2024 09:00

AARS: I løbet af 2026 erstattes FDF-huset ved Gislumvej i Aars af et splinternyt multifunktionelt mødested for lokale foreninger.

Naturrum Cimbrerhøjen har været undervejs siden 2018, og der er indsamlet lige under 10 mio. kroner til projektet, der har som mål at skabe et område, der summer af liv i så mange timer som muligt og som kan bruges af både børn, voksne og ældre.

Senest har Norlys Vækstpulje doneret 150.000 kroner til projektet.

- Bevillingen betyder, at vi nu er endnu tættere på at kunne realisere drømmen om at opføre Naturrum Cimbrerhøjen, der bliver det nye samlingssted i Aars for foreninger og brugere i alle aldersgrupper. Et af målene med Naturrum Cimberhøjen er i høj grad at skabe nye aktive fællesskaber på tværs af generationer. Visionen er at skabe et samlingssted hvor alle lige fra børnehaver, FDFere og spejdere til pensionistklubber kan finde et sted at dyrke fællesskabet, siger Brian Larsen fra initiativgruppen.

Naturrum Cimbrerhøjen bliver for en stor dels vedkommende finansieret gennem støtte fra både lokale og nationale fonde, og her spiller bevillingen fra Norlys Vækstpulje og andre fonde en stor rolle.

- Det er en stor donation vi modtager fra Norlys Vækstpulje, og det tager vi som et bevis på, at vækstpuljen kan se vores vision om at etablere et stort Naturrum, hvor der er fokus på fællesskab og mangfoldighed, siger Brian Larsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"