En cykelæra slutter - ikke flere professionelle løb i Himmerland

Af Ture Damtoft, Mandag, 24/01/2022 08:40

CYKLING: Siden 2009 har der været afviklet professionelle cykelløb i Vesthimmerland i form af gadeløbet, ”Jutlander Bank Grand Prix”, og landevejsløbet på Europatouren, ”GP Himmerland Rundt”, men nu er det slut.

Arrangørerne har besluttet at kaste håndklædet i ringen, og dermed er en æra forbi.

Det oplyser den mangeårige løbsdirektør og kæmpe cykel-entusiast i en pressemeddelelse.

Siden afviklingen af GP Himmerland Rundt i 2021 har han arbejdet på at finde en løsning, så de to løb kunne fortsætte.

Desværre uden det ønskede resultat.

- Der er flere årsager til denne beslutning. Gennem årene er kravene, til afvikling af cykelløb på Europatouren, blevet forøget, og den administrative byrde er stille og roligt blevet forøget. Arbejdet med at fremskaffe diverse tilladelser er blevet vanskeligere, da diverse instanser ikke nødvendigvis samarbejder. De økonomiske krav er også blevet forøget, da udgiften til bl.a. hoteller, startpenge, leje af bander osv. er steget. Samtidigt er det blevet sværere at skaffe sponsorere, hvilket corona krisen også har skubbet til. OG så er det blevet vanskeligere at skaffe frivillige til disse store arrangementer, hvilket igen har medført et stort pres på arrangørerne, siger Mogens Kristensen.

Efter afviklingen af GP Himmerland Rundt i 2021, henvendte DCU (Danmarks Cykle Union) sig til arrangørerne, da de frygtede, at det var sidste gang. De ville afdække mulighederne for, at løbet kunne fortsætte, og de ville bakke op i videst mulige omfang.

Med det løfte i baghovedet, henvendte arrangørerne sig til Vesthimmerlands Kommune for at se hvilke muligheder, der var for et forøget samarbejde med kommunen.

Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommunes behandlede GP Himmerland Rundts fremtid på deres møde i onsdags, og her bevilligede man 200.000 kr. til løbet – et beløb som arrangørerne takker pænt nej tak til.

- Vi tror, at Vesthimmerlands Kommune har misforstået situationen. Det fremgik af overskriften, at der var tale om en ansøgning, men det var ikke tilfældet. Der var tale om et muligt samarbejde til en fast pris på 350.000 kr., hvis man ønskede at løbet skulle fortsætte. Det indbefattede naturligvis også den TV-produktion, som vi selv har betalt for hvert år. Vi er opmærksomme på, at 350.000 lyder voldsomt, men der er altså tale om et sportsarrangement på Europatouren i lighed med ”Made in Himmerland”. I modsætning til dem, har vi imidlertid ikke mulighed for at tage entré, så vi mangler den indtægt, siger Mogens Kristensen, der heller ikke er imponeret over DCU.

- DCU ønskede, at vi fortsat skulle afvikle cykelløb på Europatouren, hvilket de også har meddelt Vesthimmerlands Kommune. Vi har fremført en række idéer/muligheder, men DCU vil alligevel ikke imødekomme os overhovedet, så det ønske har vi ikke meget til overs for, siger løbsdirektøren.

Arrangørerne understreger, at de ikke har fået løn for deres arbejde gennem årene, men har gjort det af kærlighed til cykelsporten, kombineret med et stort ønske om, at sætte Vesthimmerlands Kommune på Danmarkskortet af store sportsbegivenheder.

Store danske cykelryttere som Frank Høj, Chris Anker Sørensen, Michael Mørkøv, Magnus Cort, Jonas Vingegaard, Mads Pedersen, Michael Valgren og mange flere, har det til fælles, at de har trådt i pedalerne i Vesthimmerland. Det har de gjort sammen med ryttere fra hele verden. Fra Taiwan til Paraguay – Fra Australien til Canada. Nu er det så slut efter et godt årti.

Kommentarer
Jes Egeberg Olsen

Hej I to
I sat Aars/ Himmerland på landkortet, med cykelsporten i højsæde... det har været en fornøjelse, at følge jer, en skam, at det ender her...
Tusinde tak for mange gode oplevelser..
Cykelhilsen fra
Jes

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"