En travl leg i Buddy i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 16/12/2022 10:46

AARS: Kunderne holder lidt mere på pengene, men der er heldigvis alligevel rigtig travlt i legetøjsbutikken Buddy i Aars.

De sjældne stille stunder her i december benytter butiksleder Karin Hald til at fylde op på hylderne sammen med butiksassistenerne Heidi Mikkelsen og Simone Thyrrestrup.

Nogel få ting kan de ikke fylde op, der er simpelthen udsolgt.

- I "Gabby's Dollhouse" serien har vi dukkerne. Vi har haft udsolgt af dukkehuset i langt over en uge og kunne bare ikke få flere hjem inden jul. Vi har lige solgt den sidste "Magic Mixies", den har nok været julegave-trenden i år, siger Karin Hald.

Er man gået glip af lige de to ting, er der til gengæld bugnende fyldte hylder af alt muligt andet.

Brætspil sælger altid godt til jul, Lego naturligvis, dukker, fjernstyrede biler og selvfølgelig figurer af dinosaurer, som bare bliver mere og mere populære.

- Jeg har været her i 10 år, og vi sælger bare flere og flere. Det bliver nok godt hjulpet af Jurassic Park biograf-filmene, og så bliver figurerne også mere detaljerede og flotte. Vi sælger også rigtig godt af "Squish Mellows" krammedyr. Der er ikke rigtig noget, vi sælger mere af end andet, siger Karin Hald.

Der bliver dog ikke solgt helt så mange af de dyre ting. De største Lego-sæt bliver i højere grad stående på hylderne end i andre år.

- Så sælger vi til gengæld flere af de lidt billigere ting. Vi har nok ligeså travlt som sidste år, for alle vil jo gerne give deres børn noget legetøj, de ønsker sig, siger Karin Hald.

Butikken er flot pyntet op, også af de over 80 julesokker, som Aars børn har hængt op, og som der i weekenden kommer en lille gave i.

- Det gør vi hvert år i samarbejde med vores sælgere. Så får de en lille gave, og de kan komme og hente sokken fra på mandag og til på fredag, siger Karin Hald.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"