Eventuel sammenlægning af institutioner i Aars til debat

Af Torsten Hansen, Onsdag, 19/04/2023 09:00

Fordele og ulemper ved kun at have store institutioner i Aars

AARS: En mulig sammenlægning af tre institutioner i Aars skabte en del debat, da Børne- og Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune forleden indbød til dialogmøde for bestyrelserne i institutionerne og på Aars Skole og Østermarkskolen.

- Nogle af deltagerne ønsker, at der i Aars fortsat kan tilbydes en lille institution, og ikke kun store institutioner, forklarer Inger Nielsen, formand for byrådets Børne- og Familieudvalg.

Det var blandt andet deltagerne fra Mejsevejens Børnehave, der følte, at de har et unikt tilbud. De har i dag blå stue, gul stue (Minigrupper) og almene børn i samme institution.

Dialogmødet og den følgende debat udspringer af, at der i Børne- og Familieudvalget er set på et såkaldt økonomisk råderumsforslag. Udvalget er blevet bedt om at pege på mulige besparelser for 5,6 mio. kr. til budget 2024.

Forslagene omfatter skolenedlæggelser og mulige sammenlægninger af børnehaver i Aars. Mødet skal også ses i lyset af den strukturdebat, der er sat i gang.

- Jeg synes, at vi havde et godt og konstruktivt møde. Det er rart at mødes med dem der har fingeren på pulsen, siger Inger Nielsen.

- Som jeg opfattede det, kan de fleste overordnet godt se sig selv i en ny institution. Men hvis den etableres, skal man tænke meget over indretningen af en så stor institution, uddyber Inger Nielsen.

Tanken om at etablere en ny samlet institution handler om flere forhold. Der kan være en besparelse i den fremtidige drift. Det er også sådan, at de tre institutioner det handler om - Troldehøj, Mejsevej og Satellitten - alle er etableret i bygninger, der ikke er bygget til institutioner.

Men det er forbundet med en stor omkostning at bygge en ny institution.

- En ny institution vil koste omkring 46 mio. kr. De anlægsmidler er der ikke lige nu. Derfor vil der helt sikkert gå nogle år, før det overhovedet kan lade sig gøre, vurderer Inger Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"